Torsdag præsenterede regeringen sit bud på en hjælpepakke til landets virksomheder.
Et af elementerne i pakken betyder, at virksomheder vil kunne få refusion fra første sygedag for medarbejdere, der er syge af coronavirus eller er i karantæne grundet risiko for smitte med coronavirus.
I dag skal medarbejdere være syge i 30 dage, førend virksomheden kan få refusion.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) roser adm. direktør Mariane Dissing initiativet.
”Det er et nødvendigt initiativ, som vi hilser meget velkommen. Bliver mange medarbejdere smittede eller sat i karantæne, vil det sætte et betydeligt og negativt økonomisk aftryk på virksomhederne. Derfor er det positivt, at regeringen vil spænde et net ud under virksomhederne i den situation,” siger Mariane Dissing.
Arbejdsfordelingsordningen skal gøres mere fleksibel
I hjælpepakken ligger også et forslag om, at ordningen med arbejdsfordeling gøres mere fleksibel.
Ordningen betyder, at virksomheder kan sætte medarbejdere ned i tid i en midlertidig periode, og medarbejderne så kan få supplerende dagpenge.
Ordningen kræver dog, at der indgås overenskomster eller lokale aftaler om arbejdsfordeling.
FA er i øjeblikket i dialog med både Finansforbundet og Forsikringsforbundet om bedre muligheder for lokale aftaler således, at medarbejdere og virksomheder i finanssektoren kan anvende muligheden med arbejdsfordeling.
Hjælpepakken skal nu hastebehandles i Folketinget. FA følger sagen og vil informere nærmere, når vi ved mere.
Læs mere om pakken på Finansministeriets hjemmeside.