Forhandlerne fra Finansforbundet har afbrudt forhandlingerne om en ny overenskomst med Finanssektorens Arbejdsgiverforening, FA. Bruddet skete tirsdag morgen. Finansforbundet ønsker i stedet, at forhandlingerne fortsætter senere i Forligsinstitutionen.
FA´s administrerende direktør, Mariane Dissing, er skuffet over sammenbruddet i forhandlingerne og opfordrer Finansforbundet til at komme tilbage til forhandlingsbordet.
”Det er vores opfattelse, at forhandlingsmulighederne ikke er udtømte. Der er en lang og god tradition på det danske arbejdsmarked for, at parterne aftaler deres løn- og arbejdsforhold, og det er ærgerligt, at Finansforbundet afskriver sig muligheden for selv at forhandle løn for deres medlemmer. Vi skylder både medarbejdere og virksomhederne at nå en ansvarlig aftale med en afdæmpet omkostningsudvikling for den kommende periode. Overenskomsten udløber først til april, og der er god tid til at nå et resultat. Derfor kan jeg kun opfordre forbundet til at komme tilbage til forhandlingsbordet”, siger Mariane Dissing.
Sammenbruddet i forhandlingerne blev en realitet, da Finansforbundet i morges afleverede 1. strejkevarsel, som indebærer, at en strejke på pengeinstitut- og realkreditområdet kan begynde 1. april, hvis parterne ikke bliver enige forinden. Før en konflikt kan blive en realitet, skal der dog også afleveres 2. strejkevarsel. Sidste frist for at aflevere 2. varsel er 17. marts.
”I FA har vi noteret os forbundets ønske om, at forhandlingerne overgår til Forligsinstitutionen. Men vi er til enhver tid parat til at fortsætte forhandlingerne”, betoner Mariane Dissing.