Datacentralen SDC og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er netop blevet frifundet for hovedaftalebrud og meddelagtighed i hovedaftalebrud. Det står klart efter, at Arbejdsretten torsdag formiddag afsagde dom i en sag, som FTF for Finansforbundet havde rejst mod SDC og FA.
I FA er advokat Merete Preisler særdeles tilfreds med dommen.
”Vi har hele tiden troet stærkt på, at SDC og FA ville vinde sagen. Konkret betyder dommen, at vi nu kan lukke endnu en dør i et efterhånden og fortsat meget stort sagskompleks mellem SDC og Finansforbundet,” siger Merete Preisler.
Sagen udspringer af, at SDC ved overenskomstforhandlingerne i 2014 ikke lykkedes med at forny deres virksomhedsoverenskomst. Det samme var sket ved overenskomstforhandlingerne i 2012. Uenighed ved to overenskomstforhandlinger i træk betyder efter parternes hovedaftale, at parternes generelle overenskomst erstatter virksomhedsoverenskomsten.
Den situation medførte ændringer i medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår, som Finansforbundet mente var i strid med Hovedaftalen. Forbundet mente, at der efter Hovedaftalen gjaldt en forudsætning om, at medarbejdernes løn- og ansættelsesvilkår ikke kunne forringes.
Det synspunkt var Arbejdsretten ikke enig med forbundet i. Arbejdsretten afgjorde, at Hovedaftalen ikke var til hinder for, at medarbejdernes løn- og arbejdsvilkår kunne forringes ved overgangen fra virksomhedsoverenskomst til standardoverenskomst. Det baserede Arbejdsretten blandt andet på Hovedaftalens ordlyd og på, at der ikke var en fælles forståelse af, at overgangen ikke måtte medføre forringelser.
Arbejdsretten var heller ikke enig med Finansforbundet i, at de processuelle regler i Hovedaftalen om forløbet i forbindelse med overgangen fra den ene overenskomst til den anden kunne kritiseres. Arbejdsretten fandt, at Hovedaftalen ikke forpligtede hverken SDC eller FA til at tage initiativ til at inddrage Finansforbundet. Også her lagde Arbejdsretten vægt på Hovedaftalens ordlyd, som alene taler om, at organisationerne bistår i perioden med at finde rimelige løsninger.
”Med til historien hører, at SDC gik langt videre, end de havde pligt til i forbindelse med overgangen til standardoverenskomsten. SDC efterkom således reelt en række af medarbejdernes krav, herunder overgangsløsninger. Jeg synes virkelig, at SDC’s ledelse har strakt sig langt i bestræbelserne for at finde fælles rimelige løsninger på situationen,” fortæller Merete Preisler.
Ikke desto mindre valgte Finansforbundet at rejse sag om hovedaftalebrud ved Arbejdsretten mod både SDC og FA.
En sag, som SDC og FA altså nu har rettens ord for var grundløs.