Højesteret satte i dag et endeligt punktum i en fem år lang tvist mellem SDC og en tidligere medarbejder.
Sagen udspringer af, at SDC tilbage i 2011 valgte at afskedige medarbejderen for i en række tilfælde at have anvendt sin arbejdsmobiltelefon til at betale sine private udgifter. I praksis havde medarbejderen købt private togbilletter via sms på sin arbejdsmobil, hvorved beløbet blev påført mobilregningen, som arbejdsgiveren afholdt.
Den pågældende medarbejder mente dog, at bortvisningen var uretmæssig og valgte derfor at anlægge sag mod SDC. Siden har sagen verseret op gennem retssystemet, indtil Højesteret i dag satte et endeligt punktum, der gav SDC medhold i, at bortvisningen var helt efter bogen.
Det er Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), der har ført sagen på vegne af SDC. Underdirektør og advokat i FA, Merete Preisler, har aldrig været i tvivl om, at bortvisningen var korrekt.
”Man må naturligvis ikke påføre sin arbejdsgiver betalingen for sine private udgifter. Det siger sig selv. Og i den forbindelse er der i min optik ikke forskel på, om medarbejderen bruger en arbejdsmobiltelefon eller arbejdsgiverens kreditkort. Det er Højesteret enig med os i. Og det er vi naturligvis tilfredse med,” siger Merete Preisler.
FA tabte sagen i byretten, men vandt senere i landsretten. Og nu har Højesteret altså stadfæstet landsrettens dom.