”Tak for invitationen. Jeg håber, at konferencen kan føre til et sporskifte og et fælles sprog”, sagde formanden for DFL, Charlotte Haugaard, på FA’s konference om psykisk arbejdsmiljø 19. marts 2015.
At dømme efter debatten på konferencen er der dog et stykke vej, før Finansforbundet, DFL og FA får en fælles opfattelse af problemets omfang og de værktøjer, der skal skabe forbedringer.
FA’s direktør, Mariane Dissing, tog udgangspunkt i, at trivsel på arbejdspladsen, konkurrenceevne og bundlinje hænger sammen, og fortsatte:
”Psykisk arbejdsmiljø er et ledelsesansvar, men ledelse og medarbejdere har et fælles ansvar for samarbejdet. Stress udspringer både af familieliv og arbejdsliv, og arbejdsgiverne har altså kun mulighed for at bidrag til den del, der foregår i virksomheden. Derfor synes jeg også, at DFL og Finansforbundet burde sige til deres medlemmer, at de også har et ansvar”.
FA’s direktør tvivlede i øvrigt på, om det står så galt til med det psykiske arbejdsmiljø i den finansielle sektor, hvor sygefraværet de seneste syv år har været faldende. Den sammenhæng afviste både Charlotte Haugaard og Finansforbundets næstformand, Solveig Ørteby, som mente, at det lavere sygefravær skyldes, at medarbejderne ikke tør melde sig syge af frygt for at blive afskediget.
Solveig Ørteby henviste også til Finansforbundets egne trivselsundersøgelser, som viser, at op til 20 procent af de adspurgte føler, at de har helbredstruende stress.
”Og det er ikke så mærkeligt. Der har i de sidste mange år været voldsomme forandringer i den her sektor og i et tempo, så man tror, at det er løgn”, sagde Solveig Ørteby.
Best in class
I det neutrale ringhjørne på konferencen stod direktør Inger Schaumburg fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, direktør Peter Vesterheden, Arbejdstilsynet og formanden for Arbejdsmiljørådet, Lisbeth Lollike, som hver især gav deres vurdering af det psykiske arbejdsmiljø i sektoren og af, hvordan parterne kan arbejde med sagen.
Inger Schaumburg fremlagde resultaterne af en omfattende undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø baseret på svar fra over 16.000 lønmodtagere. Set i forhold til alle øvrige brancher herhjemme kommer finanssektoren klart bedst ud inden for en række centrale spørgsmål om bl.a. stress, skænderier og konflikter på arbejdspladsen, bekymring for at blive ledig og arbejdets vigtighed (udover indkomsten).