Området for Jura & Overenskomster i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har netop lagt sidste hånd på planlægningen af det kommende års juridiske kurser til medlemsvirksomhederne.
Alle datoer for de enkelte kurser er nu på plads. Det fortæller Merete Preisler, underdirektør i FA.
”Optakten til overenskomstfornyelsen starter for alvor i efteråret 2019. Derfor har vi planlagt kurserne, så der også er tid til at give deltagerne information om OK20,” siger hun.
De juridiske kurser er især målrettet HR-chefer og HR-konsulenter og vil derfor - udover overenskomststof - også byde på en gennemgang af ny relevant lovgivning, aktuelle sager og forskellige emner inden for ansættelsesret.
”De fleste kurser holdes i København, men flere af kurserne vil blive streamet, så det er muligt at deltage fra kontoret,” siger Merete Preisler.
Udover de juridiske kurser vil FA også i 2019 udbyde gå-hjem-møder og konferencer af mere politisk karakter.
For alle juridiske kurser gælder det, at deltagelse er gratis for FA's medlemsvirksomheder.
Juridiske kurser i 2019:
OK Finans, 6. marts, København
OK Forsikring, 20. marts, København
Sidste nyt og optakt til OK20, 18. juni, København
Sidste nyt og optakt til OK20, 20. juni, Skanderborg
HR-dagen, 2. oktober, København
Kurserne OK Finans og OK Forsikring gennemgår henholdsvist standardoverenskomsten indenfor finans og Forsikringsoverenskomsten. Kurserne kommer bl.a. ind på: Dækningsområde, lønsystem, arbejdstidsregler, muligheder for virksomhedsoverenskomster og regler om tillidsvalgte og faglig strid.