Sparekassen Sjælland-Fyn kan strække sine rødder helt tilbage til år 1825. Men på trods af at sparekassen snart runder 200 år, er nytænkning i organisationen langt fra en fjern idé.
Som led i en ny fireårig strategiplan, Mod nye mål, starter sparekassen nu pilotprojekter op, der skal nytænke arbejdslivet og -formerne.
”One size fits no one. Derfor vil vi lave løsninger, som er bedre tilpasset den enkelte medarbejder. Det handler meget om fleksibilitet og kan fx være en kortere arbejdsuge, hvor medarbejderen så arbejder lidt længere andre dage. Lige præcis en fire-dages arbejdsuge oplever vi ret stor interesse for hos vores medarbejdere,” fortæller Bettina Theilgaard Krohn, HR-direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn.
HR-direktøren understreger, at det er afgørende, at de nye fleksible arbejdsformer både afspejler medarbejdernes ønsker og behov og sker med respekt for driften.
”Vi konstaterede med coronakrisen, at vi både kan arbejde engageret og pligtopfyldende på hjemmearbejdspladsen. De erfaringer giver os helt nye muligheder for at træde nye veje. Derfor vil vi de kommende år prøve forskellige muligheder for fleksible arbejdsformer af,” siger Bettina Theilgaard Krohn.
Henter seniorer retur fra pension
Også når det kommer til rekruttering, går Sparekassen Sjælland-Fyn nye veje og rekrutterer finansielle medarbejdere, der ellers havde taget hul på pensionisttilværelsen.
”Når vi rekrutterer, fokuserer vi ikke kun på den arbejdsstyrke, der er på arbejdsmarkedet i dag. Vi forsøger i stedet at tænke nyt,” fortæller Bettina Theilgaard Krohn.
På den måde har sparekassen det seneste års tid rekrutteret en håndfuld pensionerede medarbejdere.
”Vi har ansat dem på fleksible vilkår. De kan fx arbejde tre dage om ugen. Det fungerer ret godt. Sparekassen får løst nogle opgaver i et arbejdsmarked, som kan være lidt trængt, og seniormedarbejderne får et arbejdsliv, der passer til det seniorliv, de nu engang har. Det er løsninger, som vi er meget glade for,” siger Bettina Theilgaard Krohn, der fremhæver, at man sagtens kan være passioneret, selv om man egentlig var pensioneret.
Onsdag besøgte Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), sparekassens hovedsæde i Holbæk. Hun er imponeret over sparekassens nytænkning.
”Der er ingen tvivl om, at fleksibilitet og individuelle løsninger vil dominere fremtidens finansielle arbejdsmarked. Derfor har sparekassen fat i den lange ende med sit mod og nytænkning om arbejdsformer og rekruttering. Det er afgørende for sektoren, at vi ikke via overenskomster spænder ben for den lokale kreativitet, som jo gavner både medarbejdere og virksomheder,” siger Nicole Offendal.
Om Sparekassen Sjælland-Fyn
Fra Dragør i øst til Middelfart i vest ligger Sparekassen Sjælland-Fyns 37 filialer, fem erhvervsafdelinger og to erhvervscentre i et bredt bælte tværs over Sjælland og Fyn. Sparekassen er et resultat af en fusion i 2014 mellem Sparekassen Sjælland (1825) og Sparekassen Fyn (1849) og har 550 ansatte. Læs mere på spks.dk.