Regeringen præsenterede i dag sit erhvervs- og vækstudspil ”Sammen om fremtidens virksomheder”. I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) møder udspillet opbakning.
”Udspillet er langt hen ad vejen opskriften på at styrke dansk iværksætteri, øge beskæftigelsen og gøre det nemmere for danske virksomheder at rekruttere velkvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Samlet set er det en stærk pakke,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
Vær opmærksom på Lov om Finansiel Virksomhed
Omkring medarbejderaktier foreslår regeringen konkret, at muligheden for at få tildelt medarbejderaktier udvides fra de nuværende 10 procent til 20 procent af årslønnen. Virksomheder i finanssektoren skal i den forbindelse være opmærksom på, at Lov om Finansiel Virksomhed sætter begrænsninger for den finansielle sektors brug af variabel løn, herunder aktieløn, i forhold til væsentlige risikotagere. Bliver regeringens forslag vedtaget, vil FA informere nærmere om, hvordan det påvirker mulighederne for brug af medarbejderaktier i finanssektoren.
Mariane Dissing fremhæver regeringens forslag om at ændre forskerskatteordningen ved at løfte ordningens skattesats fra 26 til 27 procent og samtidig forlænge ordningen fra de nuværende fem år til i stedet syv år.
”Det er rigtigt positivt, at regeringen vil forlænge forskerskatteordningen. I dag er den globale konkurrence om de kloge og højtspecialiserede hoveder hård. Og i den konkurrence vil en forbedring af forskerskatteordningen være en håndsrækning til danske virksomheder, fordi det bliver lettere for dem at rekruttere og fastholde udenlandske uddannede specialister,” siger Mariane Dissing.
Mariane Dissing hæfter sig også ved, at regeringen vil følge op på anbefalingerne fra Digitalt Vækstpanel og øremærke 125 mio. kr. årligt fra 2018 til 2025 til at styrke Danmarks digitale vækst.
”Det er helt nødvendigt, at vi i Danmark fortsat er i den digitale førertrøje, hvis vi skal kunne tiltrække investeringer og kloge hoveder fra udlandet. De initiativer, der ligger i regeringens vækstudspil, trækker bestemt i den rigtige retning, men på sigt kan der blive brug for flere initiativer, der løfter de digitale kompetencer i erhvervslivet og animerer virksomhederne til at investere i digital infrastruktur,” siger Mariane Dissing.
Læs regeringens erhvervs- og vækstudspil ”Sammen om fremtidens virksomheder”.