Fredag den 25. maj erstattes den nuværende persondatalov med persondataforordningen (GDPR) og en ny databeskyttelseslov.
I den anledning holdt Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) onsdag kursus om, hvad det nye regelsæt betyder for håndteringen af persondata i ansættelses- og afskedigelsessituationer.
Kurset satte fokus på de udfordringer, de nye regler giver arbejdsgivere, eksempelvis i forhold til dokumentationskrav, oplysningspligt og sletteregler. Deltagerne havde også lejlighed til at udveksle erfaringer om forberedelse til de nye regler.
”I løbet af det seneste år har vi i FA holdt flere kurser for vores medlemsvirksomheder om de nye dataregler. Der har været stor interesse for alle kurserne. Interessen er ikke blevet mindre, nu hvor der kun er 37 dage til, at de nye regler træder i kraft,” fortæller Claus Ryde, seniorkonsulent FA.
Kursets oplæg blev webstreamet til ca. 20 deltagere, mens omkring 30 deltagere var mødt fysisk op i Finanssektorens Hus i København for at deltage i kurset.
FA har tidligere udgivet oversigten ”Det skal I have styr på, når databeskyttelsesloven træder i kraft”, der giver et overblik over de nye reglers ansættelsesretslige betydning. Også i FA’s digitale opslagsværk ”Konsulenten” er der råd og vejledning om de nye regler.
Adgang til materialet er forbeholdt FA’s medlemsvirksomheder og kræver derfor log ind til fanet.dk