Hele 3 ud af 4 af de medarbejdere, der i perioden 2018-2020 blev ansat i it-funktioner i finanssektoren, havde en videregående uddannelse på CV’et.
Til sammenligning havde hele 42 procent af it-medarbejderne i sektoren ikke en videregående uddannelse ved udgangen af 2017.
Det viser en ny analyse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
”Tidligere var størstedelen af de it-ansatte i sektoren finansuddannede, som havde en særlig interesse for it. De senere år er kompleksiteten øget markant i finanssektoren. Det gælder også it-funktionerne. Det er den udvikling, vi ser afspejlet i det stigende uddannelsesniveau, og som jeg er overbevist om vil fortsætte,” siger Nicole Offendal, adm. direktør i FA.
Der er ansat ca. 9.000 medarbejdere i finanssektoren, som har it som deres primære arbejdsområde. Langt de fleste er specialiseret i stillinger, der kræver viden på højeste niveau. I 2020 havde 62 procent af dem en videregående uddannelse.
Analysen kan hentes her: It-medarbejdere i finanssektoren