Det gennemsnitlige sygefravær blandt medarbejdere i FA's medlemsvirksomheder var i 2013 på 6,1 dage. Det fremgår af FA Fraværsstatistik 2013. Der er tale om et lille fald i forhold til året før, hvor fravær på grund af egen sygdom i gennemsnit var på 6,3 dage. I forhold til 2009 er det gennemsnitlige sygefravær faldet med en hel dag.
Kvinders sygefravær faldet med en halv dag
Statistikken viser, at kvinder i finanssektoren fortsat har mere sygefravær end mænd. Forskellen kønnene imellem er dog mindsket fra 2012 til 2013, idet kvindernes sygefravær er faldet med næsten en halv dag og mændenes er steget marginalt med knap 0,1 dag. Dermed var det gennemsnitlige sygefravær blandt mænd 4,4 dage i 2013, mens det blandt kvinder var 7,9 dage. Det er i øvrigt et generelt mønster på hele arbejdsmarkedet, at kvinder har mere sygefravær end mænd.
Egen sygdom og barselsorlov største fraværsårsager
FA Fraværsstatisk belyser udover sygefraværet også andre fraværstyper, der medfører "tabt arbejdsindsats". Det drejer sig om børns sygdom, arbejdsulykker, orlov ved graviditet, barsel mv., andet fravær, omsorgsdage, plejeorlov samt kursus og skole. Heraf er det orlov ved graviditet, barsel mv., der næstefter egen sygdom udgør den største fraværsårsag for mænd og kvinder samlet set. Omvendt er fravær på grund af hhv. arbejdsulykker og plejeorlov nærmest ikke-eksisterende.
Det samlede fravær i 2013 var i gennemsnit 16,3 dage pr. medarbejder, svarende til 7,5 pct. af den mulige arbejdstid.
Sygefraværet i den finansielle sektor er relativt lavt
Der er endnu ikke udgivet 2013-fraværsstatistikker for hele arbejdsmarkedet, men 2012-statistikkerne viste, at sygefraværet i den finansielle sektor var lavt sammenlignet med andre sektorer. Kun funktionærer på DA-området havde et lavere sygefravær end i finanssektoren, mens både DA-arbejdere samt medarbejdere i staten, kommunerne og regionerne havde et højere sygefravær.
Om FA's fraværsstatistik
Formålet med FA Fraværsstatistik er bl.a. at belyse omfanget af den arbejdsindsats, der er gået tabt som følge af fravær i FA’s medlemsvirksomheder. Statistikken er sammenlignelig med Danmarks Statistiks fraværsstatistik for det private arbejdsmarked. FA Fraværsstatistik opdateres til efteråret med tal for sygefraværet fordelt på uddannelsesniveauer.