Uddannelsesministeriet har netop lanceret et nyt digitalt værktøj, Uddannelseszoom.dk, som for hver uddannelse viser, hvor de færdiguddannede finder job, hvad de tjener, hvor høj ledigheden er, hvor lang tid uddannelsen tager, og hvor stort frafaldet er. Man kan sammenligne op til tre vilkårlige uddannelser på alle disse parametre.
Uddannelseszoom.dk er en opfølgning på en af Kvalitetsudvalgets anbefalinger, som regeringen allerede tog til sig i Vækstpakken fra maj 2014, og som FA hele vejen igennem har bakket op om. Nu foreligger resultatet i form af et digitalt værktøj, som er let at bruge, og som hurtigt giver et godt sammenligningsgrundlag.
FA mener, at værktøjet vil give uddannelsessøgende meget bedre muligheder for at træffe uddannelsesvalg på et oplyst grundlag. Det er vigtigt for at sikre, at de uddannelsessøgende er fuldt bevidste om, hvad de går ind til, når de går igang med en uddannelse. Det burde alt andet lige styrke de studerendes engagement og reducere frafaldet under studierne. Det er også meget positivt, at Uddannelseszoom for så vidt angår de videregående uddannelser i 2016 vil blive udbygget med oplysninger om studieintensiteten, undervisningskvaliteten samt nuværende og tidligere studerendes vurderinger af uddannelsens kvalitet og jobrelevans. Det er væsentlige oplysninger, når man skal vælge uddannelse, men de har hidtil været umulige at tilvejebringe og sammenligne.
Værktøjet bekræfter også, at jo tættere uddannelserne er knyttet til aftagerne, desto lavere er ledigheden blandt de nyuddannede. Det gælder ihvertfald for de uddannelser, som bl.a. retter sig mod finanssektoren. FA mener, at det yderligere understreger behovet for, at ikke mindst udbyderne af de lange videregående uddannelser styrker dialogen og samspillet med aftagerne. Det er vejen til at knække dimittendledigheden til gavn for alle parter - dimittenderne, virksomhederne og samfundsøkonomien!