I dag skal studerende på landets lange videregående uddannelser påbegynde deres kandidatuddannelse i umiddelbar forlængelse af deres bacheloreksamen, hvis de vil være sikret en plads på den kandidatuddannelse, som er den naturlige overbygning til bacheloruddannelsens fagområde.
Det er et af punkterne i det såkaldte retskrav.
Men retskravet skal udvides, lyder det nu fra et flertal i Folketinget, der vil gøre det muligt for studerende at sætte uddannelsen på standby i nogle år, hvis de ønsker at tilegne sig erhvervserfaring på arbejdsmarkedet, inden de kaster sig over kandidatuddannelsen.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) mener adm. direktør Mariane Dissing, at det er en god idé, at studerende får mulighed for at tage nogle år på arbejdsmarkedet, når bacheloreksamen er i hus, uden at de dermed mister kravet på at komme ind på deres kandidatuddannelse efterfølgende.
”Der er ingen tvivl om, at det styrker de studerendes læring at komme et par år ud på en arbejdsplads og arbejde med deres fagområde i praksis. Den læring og de erfaringer, de studerende dermed opnår, er en god ballast at have med i deres videre uddannelsesforløb,” siger Mariane Dissing og fortsætter:
”Det vil også betyde, at vi får et decideret bachelorarbejdsmarked i Danmark. Og det er positivt, fordi udbuddet af kvalificeret arbejdskraft dermed vokser. For finanssektorens vedkommende vil det især være relevant at ansætte bachelorer indenfor it-området.”
Flertallet, der tegner sig, består af SF, Venstre, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Det står endnu ikke klart, hvor meget retskravet bliver udvidet.