Af: Daniella Balagul
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bakker op om Arbejdsmiljørådets kampagne ”Gør det nu – anmeld arbejdsulykker”. FA bakker op om kampagnen, selvom der er få arbejdsulykker i landets finansvirksomheder.
Som kampagnens titel afslører, er formålet at få virksomhederne til at tage stilling til de arbejdsulykker, der sker på arbejdspladserne.
Som et led i kampagnen, har Arbejdsmiljørådet nu produceret en række film, som skal understrege alvoren i arbejdsulykkerne, og hvordan man anmelder dem.
En af de film er en reportage, der har fokus på tillid mellem medarbejdere og ledelse, og hvordan det er afgørende for at skabe et sikkert arbejdsmiljø. Reportagen foregår på et plejehjem. Det gør den dog ikke mindre relevant i forhold til en kontorarbejdsplads, hvor det er ligeså vigtigt med tillid.
Hos FA fortæller arbejdsmiljøchef Hans Jørgen Steffensen, at der kan være mange grunde til, at virksomheder ikke anmelder arbejdsulykker:
”Det handler tit om små ubetydelige ting uden indvirkning på dagligdagen. Eksempelvis har de fleste medarbejdere ikke et behov for at anmelde ubetydelige hændelser, som at snuble i en ledning, hvis ikke det stopper dem fra at arbejde. Men det er vigtigt at anmelde alle både store og små arbejdsulykker for at få skabt en sikkerhedskultur.”
Ifølge tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring blev der i 2016 anmeldt 135 arbejdsulykker i finanssektoren.