Uddannelsesaftaler

Blanketter til indgåelse, ændring og ophævelse af uddannelsesaftaler mellem lærepladser og elever rekvireres elektronisk på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside (se herunder). 

Skolen skal sikre, at formalia er i orden og kontrollere, at lærepladsen er godkendt af det Faglige udvalg for Finanssektoren. Skolen sørger herefter for, at aftalen bliver registreret i det fælles it-system Lærepladsen.dk, hvilket er forudsætningen for frigivelse af betaling/taxameter til skolerne og godtgørelse til virksomhederne fra AUB.

Er virksomheden ikke godkendt som læreplads, skal skriftlig ansøgning om godkendelse sendes til det Faglige udvalg for Finanssektoren.

Blanketter til indgåelse af uddannelsesaftaler: Indgå uddannelsesaftaler | Børne– og Undervisningsministeriet

Uddannelsesaftaler

Ændring i uddannelsesaftaler

Efter indgåelse af en uddannelsesaftale kan der være situationer, hvor en elev eller en virksomhed ønsker at ændre en indgået uddannelsesaftale. Det vil altid være en god ide at kontakte Det Faglige udvalg for at få afklaret, om ændringerne kan ske uden videre, eller om ændringerne forudsætter det Faglige udvalgs godkendelse.

Som udgangspunkt forudsætter enhver ændring i en indgået uddannelsesaftale, at der foreligger enighed mellem aftalens parter. Er der ikke enighed, kan det Faglige udvalg træffe afgørelse om ændringen. 

Afkortning af uddannelsestid

Afkortning af uddannelsestiden er en mulighed for elever, der med baggrund i tidligere beskæftigelse eller uddannelse kan søge om at blive fritaget for visse dele af uddannelsens teoretiske indhold eller dele af læretiden.

Begrundet ansøgning skal indsendes til det Faglige udvalg for Finanssektoren, der tager stilling til, om betingelser for afkortning er opfyldt. En ansøgning kan indsendes som en fælles anmodning underskrevet af begge parter. Indsendes ansøgning alene fra den ene part, vil den anden part blive bedt om at udtale sig.

Forlængelse af uddannelsestid

Søges der om forlængelse af uddannelsestiden, som ikke overstiger det faktisk konstaterede fravær fra uddannelsen, f.eks. på grund af fravær ved supplerende skoleuddannelse, længere tids sygdom, barsel, orlov eller nedsat arbejdstid pga. særlige forhold, kan elev og virksomhed frit aftale, at der sker en forlængelse af uddannelsestiden svarende til det faktiske fravær. Ved uenighed afgør det Faglige udvalg, om en forlængelse kan godkendes.

Der kan opstå helt særlige forhold, der kan begrunde behov for at forlænge uddannelsestiden ud over den aftalte uddannelsestid på to år og udover elevens eventuelle faktisk konstaterede fravær fra uddannelsen. I disse tilfælde skal elev og virksomhed altid søge om godkendelse af forlængelse i det Faglige udvalg. Ansøgningen kan ske som en fælles begrundet henvendelse til udvalget eller som en begrundet ansøgning fra den ene part. Det Faglige udvalg vil altid sikre sig, at begge parter har udtalt sig i en sag, inden der træffes afgørelse om en sådan forlængelse.

Ophævelse af uddannelsesaftale

En uddannelsesaftale er som udgangspunkt en bindende aftale, der ikke umiddelbart kan ophæves. 

I den aftalte prøvetid på 3 måneder kan både arbejdsgiver og elev dog ensidigt ophæve uddannelsesaftalen uden varsel. Efter prøvetiden kan en uddannelsesaftale kun ophæves, hvis der gensidigt er enighed om at ophæve aftalen. 

Hvis en af parterne ensidigt kræver uddannelsesaftalen ophævet kan dette ske, hvis en af parterne kan dokumentere en væsentlig misligholdelse af uddannelsesaftalen. I så fald forelægges sagen til behandling i det Faglige udvalg, der vil søge at tilvejebringe et forlig mellem parterne. Hvis det Faglige udvalg ikke opnår forlig, kan tvisten indbringes for et såkaldt Tvistighedsnævn, der træffer den endelige afgørelse.

I finanssektoren er parterne enige om, at det fagretlige system lokalt med tillidsmanden og den lokale leder hhv. de faglige organisationer, der repræsenterer arbejdsgiver og arbejdstager, med fordel kan inddrages først for at finde lokal løsning.

Erklæring om delvis gennemført oplæring

Hvis lærepladsopholdes afbrydes før uddannelsestiden er gennemført, kan eleven få udleveret en erklæring fra arbejdsgiveren om, hvor meget af uddannelsen der er gennemført på lærepladsen.

Blanketter til brug for disse erklæringer findes også her: Indgå uddannelsesaftaler | Børne– og Undervisningsministeriet