Finanskompetencepuljen - efter OK25
Finanskompetencepuljen - efter OK25
Ved OK25 blev det med Finansforbundet aftalt, at puljen til kompetenceudvikling af medarbejderne fortsætter.
Virksomhederne betaler til Finanskompetencepuljen pr. halvår kr. 527,50 pr. ansat, der er omfattet af overenskomsterne mellem Finans Danmark/Arbejdsgiver og Finansforbundet eller omfattet af virksomhedsoverenskomster indgået i henhold til hovedaftalen mellem Finans Danmark/Arbejdsgiver og Finansforbundet.
Der betales dog ikke bidrag for medarbejdere med en månedsløn:
• pr. 1. april 2025 højere end 82.900 kr.
• pr. 1. juli 2025 højere end 84.900 kr.
• pr. 1. juli 2026 højere end 87.000 kr.
• pr. 1. juli 2027 højere end 89.150 kr.
eksklusive værdien af overenskomstens særlige ferietillæg, overenskomstbestemte feriedage, omsorgsdage og arbejdsgivers pensionsbidrag. Indbetalingen sker halvårligt samtidig med, at virksomhederne indbetaler uddannelsesbidrag.
Finanskompetencepuljen er opdelt i to typer af kompetenceudvikling:
- §2: Virksomhedskurser og -projekter
- §3: Individuelle kurser.
§ 2 Virksomhedskurser og -projekter
Finanskompetencepuljens bestyrelse afsætter årligt kr. 505 pr. ansat til kompetenceudvikling som led i virksomhedernes uddannelsesplanlægning med det overordnede mål at fremme medarbejderens kompetenceudvikling samt medarbejderens forståelse af eget ansvar herfor med afsæt i de særlige kompetencebehov, som gælder i den enkelte virksomhed. Hensigten er at understøtte den kompetenceudvikling, virksomhederne efterspørger, både i form af udvikling af nye uddannelses- eller kompetenceprojekter og ved at individuelle kurser udbudt af puljens § 3 kan udformes som kurser i virksomhedens eget regi.
Finanskompetencepuljens bestyrelse vedtog på sit møde den 26. maj nye retningslinjer for bevillinger til virksomhedskurser og virksomhedsprojekter (§2) samt individuelle kurser (§3). Retningslinjerne trådte i kraft den 1. juli 2025.
Retningslinjer for virksomhedskurser og -projekter (§2):
- Indholdsmæssige
- Virksomhedskurser kan vælges fra den af bestyrelsen godkendte positivliste for de individuelle kurser (§3)* eller direkte fra en privat eller offentlig udbyder, hvis virksomheden i ansøgningen redegør for behovet for det.
- Virksomhedsprojekterne skal imødekomme et i ansøgningen beskrevet kompetencebehov hos medarbejderne i den ansøgende virksomhed.
- Bevillingerne kan ikke anvendes til udgifter i forbindelse med medarbejdernes tilegnelse af lovpligtige certificeringer, fx til investeringsrådgivere eller forsikringsformidlere, til frikøb af medarbejdere eller ledere, eller til transport eller forplejning i forbindelse med projektet.
- Økonomiske
- En virksomhed kan samlet set årligt søge om støtte på op til 130 pct. af virksomhedens årlige indbetalinger til §2.
- En virksomhed kan dog uanset størrelsen af sine årlige indbetalinger til §2 altid søge om støtte på op til 100.000 kr. pr. år.
- Virksomhedens egen delfinansiering kan indgå i det samlede budget for ansøgningen eller kan supplere en delfinansiering fra §2.
- Tidsmæssige
- Virksomhederne kan søge om støtte i op til 2 måneder efter virksomhedskursets eller -projektets afslutning, men det anbefales, at virksomhederne søger inden igangsætningen, så der er klarhed om støtte eller ej, før kursusudbyderen skal betales.
- Når et virksomhedskursus eller -projekt er afsluttet, skal virksomheden afrapportere dette til puljesekretariatet med et regnskab, og evt. ubrugte midler tilbageføres til §2.
- Hvis virksomhedskurset eller -projektet ikke er gennemført inden for 1 år efter godkendelsen af ansøgningen, skal det bevilgede beløb tilbageføres til §2.
- Hvis de samlede halvårlige indbetalinger til §2 er opbrugt, inden halvårets udløb, vil nye tilsagn om støtte først kunne udbetales i det næste halvår, hvor der er kommet nye indbetalinger til puljen.
Sagsgangen ved behandling af virksomhedsprojektansøgninger:
- Puljesekretariatet modtager digitalt ansøgningen via ansøgningsformularen på Finanskompetencepuljens hjemmeside.
- Puljesekretariatet behandler ansøgningen efter de besluttede retningslinjer.
- Puljesekretariatet meddeler Finans Danmark/Arbejdsgiver sin vurdering i forhold til godkendelse/afvisning.
- Hvis der ikke er enighed mellem Puljesekretariatet og Finans Danmark/Arbejdsgiver om godkendelse/afvisning, behandles ansøgningen på det kommende bestyrelsesmøde.
- Puljesekretariatet udbetaler det godkendte beløb, når ansøgningen er godkendt.
- På hvert bestyrelsesmøde orienteres bestyrelsen om godkendte og afviste projektansøgninger siden sidste møde.
§ 3 Individuelle kurser
Finanskompetencepuljens bestyrelse afsætter årligt kr. 505 pr. ansat til at højne det generelle kompetenceniveau hos medarbejdere i finanssektoren. Midlerne anvendes til relevant individuel jobfaglig kompetenceudvikling, som vil styrke virksomhederne samt medarbejderens employability. Employability bidrager til medarbejderens markedsværdi og karrieresikkerhed og bidrager også til virksomhedens vækst og konkurrenceevne.
Retningslinjer for individuelle kurser (§3):
- Positivlisten over mulige kurser omfatter igen kurser med en deltagerpris på over 10.000 kr. (se positivlisten i linket ovenfor).
- Listen revideres løbende i henhold til den af bestyrelsen vedtagne udbudsstrategi, herunder indkomne forslag til nye kurser samt kurser, der udgår pga. manglende efterspørgsel.
- Der vil fortsat kun være mulighed for ét kursus pr. medarbejder pr. år.
- Der indføres tre årlige ansøgningsrunder:
- 15. januar
- 1. april
- 1. september
- Indbetalingerne til §3 fordeles med ca. 1/3 til hver runde. Hvis/når budgettet for en runde er opbrugt, lukkes puljen for yderligere bevillinger indtil næste runde.