Uddannelsespolitisk indsats
Finans Danmark Arbejdsgiver arbejder for et fleksibelt og efterspørgselsdrevet uddannelsessystem, som til stadighed leverer færdiguddannede dimittender, der matcher finanssektorens behov for tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft, sikrer mange indgangsmuligheder til sektoren, og tilbyder stærk og relevant efter- og videreuddannelse.
Finans Danmark Arbejdsgiver vil derfor
- påvirke det politiske system med det formål, at uddannelsessystemet til stadighed leverer de kompetencer og den arbejdskraft, som de vidensintensive sektorer har brug for, og herunder et stærkt efter- og videreuddannelsessystem,
- samarbejde med uddannelsesinstitutionerne om at udvikle uddannelser rettet mod finanssektoren, som bliver mere erhvervsrettede og praksisnære, så de i højere grad end i dag matcher sektorens behov for arbejdskraft og kompetencer,
- samarbejde med uddannelsesinstitutionerne om løbende at opdatere uddannelser rettet mod finanssektoren med nye kompetencer inden for ikke mindst digitalisering og bæredygtighed,
- samarbejde med universiteterne om at sikre et tilstrækkeligt optag på it-uddannelserne og en orientering af deres it-studerende mod de mange spændende jobmuligheder i finanssektoren samt en videreudvikling af deres efter- og videreuddannelsesudbud,
- samarbejde med erhvervsakademierne om fortsat at sikre et tilstrækkeligt optag og en stærk praksisnærhed på både finansøkonom- og finansbacheloruddannelserne samt andre relevante erhvervsakademiuddannelser og akademiuddannelser,
- i regi af Fagligt udvalg for finanssektoren arbejde for, at finansuddannelsen til stadighed matcher virksomhedernes behov i forhold til både kompetencer og praktikforløb,
- deltage aktivt i relevante bestyrelser, uddannelsesudvalg, aftagerpaneler, uddannelsesnetværk samt i ministerielt udpegede råd, udvalg og arbejdsgrupper med henblik på at påvirke politikere, offentlige myndigheder og andre interesseorganisationer i retning af finanssektorens uddannelsespolitiske interesser.