Af: Mariane Dissing, adm. direktør, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet.
Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts er en mærkedag, der hvert år minder os om at skabe opmærksomhed om kvinders manglende ligestilling.
I år kommer kampdagen i kølvandet på Metoo-bølgen, der for alvor slog ind over Danmark i efteråret 2020. En bølge, der har fået stor og velberettiget opmærksomhed fra politikere, medier og debattører.
Men 2020 Metoo-bølgen fik heldigvis ikke bare opmærksomhed. Den punkterede også hurtigt den danske selvopfattelsesboble om, at vi kun har mindre udfordringer med ligestillingen her til lands.
Efter at selvopfattelsen er bristet, og luften er feset ud af boblen, står det efterhånden klart for de fleste, at vi i Danmark stadig er et stykke fra fuld og reel ligestilling mellem kønnene.
Kønsopfattelser bremser ligestillingen
Den manglende ligestilling skyldes ikke mindst, at der i vores samfund hersker nogle kønsopfattelser, som låser kønnene fast i bestemte stereotype strukturer.
Kønsopfattelserne slår blandt andet igennem på arbejdsmarkedet i form af seksuelle krænkelser og for få kvindelige topledere. Selvom nogle af de seksuelle krænkelser, der finder sted, givet er et resultat af klodsethed og mangel på situationsfornemmelse, så er krænkelserne helt grundlæggende udtryk for en fordrejet kønsopfattelse. En kønsopfattelse, der indsnævrer begge køns muligheder i arbejdslivet såvel som i livet generelt.
Faktum er i hvert fald, at vores kønsopfattelser slår igennem på kønsfordelingen i direktioner og bestyrelser i dansk erhvervsliv. Jo højere oppe i ledelseshierarkiet, jo mindre andel af kvinder. Og det står grelt til. For eksempel viser de seneste tal, at kvinder i 2019 udgjorde 19 procent af danske bestyrelsesmedlemmer og 15 procent af direktionsmedlemmerne. Og der har ikke været en mærkbar udvikling i årevis.
I flere nationale og internationale opgørelser indtager vores nordiske nabolande Island, Norge, Finland og Sverige ofte pladserne som de mest ligestillede lande i verden, mens Danmark halter bagefter. En af forklaringerne er, at vi i Danmark sakker bagud i forhold til manglen på repræsentation af kvinder i topledelse.
Men det er ikke en naturlov på linje med Newtons tyngdelov, Bohrs atommodel eller Einsteins almene relativitetsteori, at kvinder ikke kan være topledere i Danmark. Tværtimod.
Forklaringen er langt mere simpel. Vores strukturelle kønsopfattelser betyder ganske enkelt, at mænd har lettere adgang til at blive topledere. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de også er de bedste til at være topledere.
Virksomheder misser ud på kvindeligt talent
Ligesom mange danskere tilsyneladende har bevæget sig rundt i en boble og troet, at seksuelle krænkelser var et fænomen i den amerikanske filmindustri, så støder vi også jævnligt på den opfattelse, at årsagen til den lave andel af kvindelige topledere er, at landets virksomheder ikke vil fremme deres kvindelige talenter.
Det er ikke tilfældet. Men vi ved blandt andet fra en analyse, som vi sammen har foretaget om kvinders vej til topledelse i den finansielle sektor, at der forsat er myter, der skal punkteres og barrierer, der skal nedbrydes for at bane vejen for en bedre kønsbalance i topledelser og bestyrelser.
Der er virksomheder, som kan stramme sig mere an. Men heldigvis får flere og flere danske virksomheder øjnene op for, at diversitet i topledelsen styrker bundlinjen, innovationskraften og trivslen.
Derfor arbejder de med at fjerne skjulte fordomme og ubevidste hindringer for kvindelige ledere i deres organisationer. Ligesom virksomheder også synliggør kvindelige rollemodeller, indfører kritisk blik på rekrutteringsprocesser og uddannelsesforløb.
Alligevel er virksomhederne reelt afskåret fra en del af den samlede kvindelige talentmasse, fordi stereotype kønsopfattelser i vores samfund spænder ben.
Et godt eksempel er vores uddannelsessystem. Danske kvinder er nogle af de mest veluddannede i verden, men er underrepræsenteret på de retninger, der i dag ofte fører til topposter i dansk erhvervsliv.
Sproget har magt over kønsroller
I 2017 gennemførte Boston Consulting Group en undersøgelse blandt danske topledere. Undersøgelsen viste, at seks ud af ti enten var uddannet cand.polyt., cand.merc. eller cand.oecon./polit.
Ud over at være fødekæde til mange toplederstillinger i dansk erhvervsliv har de tre studieretninger en markant kønsmæssig slagside. Kvindelige studerende er underrepræsenteret på uddannelserne. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at syv ud af ti danskere med en af de tre uddannelser på cv'et er mænd.
Den kønsmæssige skævhed i uddannelsessystemet fortsætter i lige linje ud på vores arbejdsmarked, der forsat er kønsopdelt. På den måde reproducerer og forstærker det kønsopdelte uddannelsesvalg og arbejdsmarkedet hinanden i en uheldig vekselvirkning.
Det ses for eksempel, når uddannelsesinstitutioner italesætter nogle fag feminint og andre maskulint i deres markedsføringsmaterialer.
I det hele taget spiller sproget en væsentlig rolle i vores kønsopfattelser, fordi sproget ikke bare afslører vores opfattelser af kønnene, men også vedligeholder forskellige bevidste og ubevidste forventninger og forestillinger om kønnene.
Et glimrende eksempel på det så vi, da en kvindelig advokat for nogle år siden stod frem i medierne og fortalte, at hun stort set havde fravalgt sin barsel for i stedet at prioritere sin karriere. Det vakte kritik fra nær og fjern.
Et andet eksempel er, hvilke betydninger vi tillægger betegnelserne "karrierekvinde" og "karrieremand", der jo reelt dækker over det samme – bortset fra kønnet.
Skæv arbejdsfordeling i privaten
Lidt i samme boldgade slår vores kønsopfattelser også igennem på arbejdsfordelingen i hjemmet.
En undersøgelse, som Voxmeter lavede for Finanssektorens Arbejdsgiverforening i 2018, viste, at kvinder bruger langt flere timer end deres partner på huslige opgaver i hjemmet. Huslige opgaver er i undersøgelsen defineret som blandt andet madlavning, rengøring og tøjvask.
Undersøgelsen viste, at hver tredje kvinde, der enten er gift eller samlevende og i beskæftigelse, bruger mere end 20 timer ugentligt på pligter i hjemmet. Og så kan det være svært at få enderne til at mødes mellem en toplederstilling og husligt arbejde.
Udfordringerne med seksuelle krænkelser og manglen på kønsdiversitet i topledelserne kan ikke isoleres til virksomhedernes matrikler. Der er tale strukturelle opfattelser af køn, som stikker dybt og bredt i samfundet.
Derfor bør vi som fællesskab og som samfund forpligtige hinanden på at bruge den enorme kraft, som Metoo-bølgen har, til at tage et opgør med stereotype kønsopfattelser.
Kønsopfattelserne spiller nemlig en afgørende rolle for kønnenes ligestilling – eller nærmere mangel på samme – uanset om vi taler puttefester i gymnasiet, valg af uddannelse, pligter i hjemmet, fordeling af barsel, karrieremuligheder eller vores sociale interaktion på arbejdspladsen.
Vores skæve kønsopfattelser er ganske enkelte dyre både menneskeligt og økonomisk. Derfor er det på tide med et opgør. Modige kvinder sparkede døren ind med Metoo, og nu har vi alle et ansvar for at fortsætte arbejdet.
Det er vi – Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Finansforbundet – parate til sammen.
God 8. marts.