Af: Mariane Dissing, adm. dir. Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Indførelse af tvungen barsel til fædre og fastholdelse af måltallene for kvinder i bestyrelser er en del af opskriften på ligestilling på landets direktionsgange, lød det forleden fra Stine Bosse i Berlingske Business. I min verden er begge dele dog mere opskriften på utidig politisk indblanding i en udvikling, som allerede løber den rigtige vej - både når det gælder kvinder på direktionsgangene og mænd bag barnevognene.
Lad os starte med de kvindelige ledere. I en ny analyse har Institut for Menneskerettigheder set på udviklingen i antallet af kvindelige ledere i flere end 1.000 af de største danske virksomheder. Analysen viser blandt andet, at andelen af kvinder i finanssektorens top er steget markant de seneste 20 år. I dag udgør kvinderne 19,6 procent af topledelserne i sektoren.
Ikke bare på topniveau, men på alle ledelsesniveauer oplever vi, at kvinderne i stigende grad sætter sig for bordenden. Eksempelvis var 26 procent af lederne i finanssektoren i 2006 kvinder, mens den andel i 2015 var steget til 31 procent.
Og det er en udvikling, der vil fortsætte. Ikke mindst fordi kvinderne bliver mere og mere veluddannede. I dag har mere end halvdelen af kvinderne under 35 år i finanssektoren en videregående uddannelse, mens det kun gælder for godt en fjerdedel af dem over 35 år.
Også når det kommer til mænd på barsel oplever vi en markant stigning. I finanssektoren har forældreorlov aldrig været så populært blandt de mandlige medarbejdere, som det er tilfældet nu. Alene siden 2008 er mænds orlov i finanssektoren steget med 20 procent.
Måltal og kvoter virker måske, når det kommer til fiskeri og CO2-udledning. Men det giver ingen mening, at politikere skal blande sig i, hvordan private virksomheder sammensætter deres bestyrelser, eller hvordan danske familier vælger at fordele barslen mellem mor og far. Både virksomheder og familier skal have ret til at vælge lige præcis den løsning, der passer dem bedst.