Et nyt direktiv fra Europa-Kommissionen om mindsteløn kan risikere at undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor løn forhandles af arbejdsmarkedets parter uden politisk indblanding.
Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen vil derfor nu have afklaret, om EU-Kommissionen har hjemmel til at fremsætte forslaget, og om direktivet på sigt kan risikere at give de lønmodtagere, der ikke er omfattet af en overenskomst, rettigheder og derved af bagvejen indføre lovbestemt mindsteløn.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er der fuld opbakning til regeringen.
”Vi deler regeringens bekymringer, og vi bakker op om regeringens ønske om at beskytte den danske model. Det er en model, som i mere end 100 år har skabt stabilitet på det danske arbejdsmarked, og som har tjent både virksomheder og lønmodtagere godt. Den model skal vi bevare,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
FA har indledt et tæt samarbejde med sine nordiske og andre europæiske søsterorganisationer om at beskytte arbejdsmarkedets parters ret til at indgå kollektive aftaler.