Som så meget andet er Folkemødet på Bornholm blevet aflyst i år på grund af situationen med COVID-19 i Danmark.
I stedet har Altinget Sommermøde set dagens lys.
Sommermødet er fyldt med debatter, som er åbne for alle og gratis at følge via nettet.
Formålet med sommermødet, som netavisen Altinget står bag, er at holde liv i den demokratiske samtale, indtil Folkemødet vender tilbage på Bornholm i 2021.
”Vi har deltaget i Folkemødet i flere år, fordi vi sammen med vores medlemsvirksomheder gerne vil vedligeholde og styrke den demokratiske samtale i Danmark. Desværre, men fuldt forståeligt, er Folkemødet blevet aflyst i år. Derfor har vi valgt at bakke op om og deltage i Altinget Sommermøde,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Konkret deltager FA i sommermødet med et enkelt arrangement, der handler om kvinder i ledelse.
”Kvinder i ledelse er et område, som vi har arbejdet intensivt med i et par år. Derfor er det oplagt for FA at sætte kvinder i ledelse, eller måske nærmere manglen på samme, på dagsordenen på sommermødet,” fortæller Mariane Dissing.
Det er et stærkt panel, som skal debattere, hvordan vi i Danmark kan få flere kvinder i topledelserne:
- Mogens Jensen, Ligestillingsminister, Socialdemokratiet
- Lars Rasmussen, bestyrelsesformand for Coloplast, Lundbeck, Ambu og Igenomix
- Mads Skovlund Pedersen, formand for FA og bankdirektør i Nordea
- Mai-Britt Poulsen, Senior Partner & Managing Director i BCG
- Lilian Mogensen, bestyrelsesformand for Rejsekort&Rejseplan og Mannaz
Altinget Sommermøde løber af stablen 10., 11. og 12. juni. Debatterne kan følges digitalt bl.a. via livestream på Altinget.dk.
FA’s debat sendes torsdag den 11. juni i tidsrummet kl. 10.15-11.15. Titlen er ”Hvordan får vi knækket kurven, så der kommer flere kvinder i ledelse?”
Læs mere om Altinget Sommermøde.