En af FA’s medlemsvirksomheder, en bank, opsagde en investeringsmedarbejder, som var udpeget som væsentlig risikotager, fordi den afdeling, han var ansat i, blev nedlagt. Medarbejderen, der var aflønnet med variabel løn, blev afskediget med otte måneders løn og i øvrigt fritstillet.
Da den nedlagte afdeling i fratrædelsesåret havde et negativt resultat på 50 millioner kroner, meddelte banken den opsagte medarbejder, at han ikke ville få bonus for fratrædelsesåret. På den baggrund valgte medarbejderen at rejse en sag mod virksomheden. Han gjorde blandt andet krav på bonus i fratrædelsesåret, og på at bonus skulle indgå i beregningen af hans fratrædelsesgodtgørelse.
PRINCIPIEL SAG
Sagen er af principiel betydning, fordi det er første gang en retsinstans har taget stilling til om såkaldte væsentlige risikotagere har krav på ydelser efter princippet i funktionærloven eller om de begrænsninger, der følger af lov om finansiel virksomhed, skal respekteres.
Medarbejderen støttede sit krav på Funktionærlovens § 17 a, som omfatter ydelser, som man kan forvente at modtage, typisk fordi man har modtaget dem tidligere. FA mente ikke, at en væsentlig risikotager kunne støtte sit krav på § 17 a. FA gjorde gældende, at reglerne i Lov om finansiel virksomhed, § 77 a, om aflønning af væsentlige risikotagere, er til hinder for at aflønne på grundlag af medarbejderens forventning.
Voldgiftsretten gav FA og banken medhold: Medarbejderen havde ikke krav på bonus for fratrædelsesåret, selv om han havde fået bonus hvert år de seneste mange år.