Sæt kryds i kalenderen. Mandag den 22. januar holder Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Finansforbundet og Forsikringsforbundet for første gang den fælles konference ”Finanssektorens Arbejdsmiljødag”.
Konference Kan tælle med i uddannelse
Arbejdsmiljødagen kan tælle med som en del af den supplerende arbejdsmiljøuddannelse, som arbejdsgivere har pligt til at tilbyde medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen. Konferencen er dog tilrettelagt, så også andre kan få ny viden med hjem.
På konferencen kan du blandt andet møde Marie Kingston, der er én af forfatterne bag årets ledelsesbog ”Stop stress – en håndbog for ledere”. Marie Kingston vil dele ud af den nyeste viden om stress og give en række konkrete værktøjer til, hvordan ledere og andre nøglepersoner kan forebygge og tage hånd om stressramte.
Hør også repræsentanter fra Jyske Bank fortælle om deres indsats ”Træd tidligt til”, som tager udgangspunkt i, at medarbejdernes trivsel gør en forskel – også for bundlinjen. Og få gode råd med hjem af fysioterapeut Lisa Römer om, hvordan I nemt og effektivt kan få bevægelse ind i arbejdsdagen.
Det er første gang FA, Finansforbundet og Forsikringsforbundet holder Finanssektorens Arbejdsmiljødag. Planen er, at det skal være en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor medarbejdere og ledelser i finanssektoren sætter fokus på arbejdsmiljøarbejdet.
Den primære målgruppe for konferencen er arbejdsmiljøansvarlige, ledere, medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen og tillidsrepræsentanter, som arbejder med arbejdsmiljø.
Deltagelse i konferencen er gratis for FA’s medlemsvirksomheder, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding foregår efter først til mølle-princippet og kan ske her.
Konferencen er arrangeret af Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Handel, Finans og Kontor (BFA Finans).