Finansuddannelsen for studenter stod til at blive halveret fra to til ét enkelt år fra august i år, som konsekvens af den såkaldte EUD-reform.
Nu har forligskredsen bag reformen skiftet mening og besluttet at bevare uddannelsen i sin toårige form.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) vækker beslutningen glæde hos Nadeem Farooq, underdirektør:
”Vi har lagt mange kræfter i at bevare uddannelsen som toårig. Var uddannelsen blevet skåret ned til ét enkelt år, ville det reelt betyde, at vores medlemsvirksomheder havde mistet en historisk og vigtig rekrutteringskanal. Især virksomhederne udenfor de store byer ville blive ramt, fordi deres muligheder for at rekruttere arbejdskraft lokalt er færre. Derfor er vi naturligvis glade for, at politikerne har lyttet til vores bekymringer og ændret beslutningen,” siger Nadeem Farooq.
Ville ramme 9 ud af 10 finanselever
Nadeem Farooq forklarer, at en reduktion af uddannelsen ville betyde, at eleverne på bare et enkelt år skulle tilegne sig kompetencer, der gør dem i stand til at rådgive kunder om livsvigtige valg såsom pension, huskøb og livsforsikring.
”Selvom vores finanselever er både dygtige og engagerede, så kan det ikke lade sig gøre at lære det hele på den halve tid. Derfor ville mange virksomheder vælge uddannelsen fra, hvis den oprindelige politiske beslutning var blevet gennemført,” siger underdirektøren.
I dag har op mod 94 procent af finanseleverne en studentereksamen på cv’et, når de starter på uddannelsen, og ca. hver tredje er ansat i virksomheder udenfor de fire største byer.
Otte år i uvished
Det var i forbindelse med den såkaldte EUD-reform i 2014, at et politisk flertal aftalte, at uddannelsen skulle reduceres fra to til blot ét enkelt år.
Oprindeligt skulle beslutningen træde i kraft for det hold af finanselever, der påbegyndte uddannelsen i august 2019, men det lykkedes i 2018 at få datoen skubbet til august 2023.
Og nu er uddannelsen altså reddet.
”Beslutningen ville have ramt en lang række andre merkantile erhvervsuddannelser. Derfor har vi haft et frugtbart og godt samarbejde med blandt andre Dansk Erhverv og Dansk Industri for at sikre det toårige forløb,” fortæller Nadeem Farooq.
I år er der indgået 191 uddannelsesaftaler med nye finanselever i finanssektoren. Det er det højeste antal siden 2011.
Læs også:
FA kritiserer reform: Fremtidens finansassistenter bliver ikke klar til arbejdsmarkedet
Læs artiklen her
Læs også:
Politisk aftale: Toårig finansuddannelse for studenter fredet frem til 2023
Læs artiklen her