Flere og flere medarbejdere i finanssektoren har rundet 60 år.
Det viser en ny analyse, som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
I sektoren er hele 13 procent af medarbejderne nu minimum 60 år, mens gennemsnittet for det private arbejdsmarked er 10,6 procent.
”Det er et udtryk for, at vi i finanssektoren værdsætter vores erfarne medarbejdere og forstår at skabe attraktive rammer, der fastholder dem. Grundlæggende handler det om at se medarbejderne individuelt, uanset deres alder. Og det er virksomhederne gode til,” siger Nicole Offendal, adm. direktør i FA.
Et glimrende eksempel på, at seniorer skal behandles individuelt, er Middelfart Sparekasse, der i sidste uge blev kåret som Danmarks bedste arbejdsplads for seniorer.
I forbindelse med prisen udtalte sparekassens adm. direktør, Martin Baltser, i en pressemeddelelse:
”Vi tager udgangspunkt i den enkeltes behov i stedet for at fokusere på særlige rettigheder eller muligheder bundet op på ens dåbsattest.”
Sammen med en række andre organisationer har FA opfordret beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til at nedsætte et partnerskab bestående af regeringen, arbejdsmarkedets parter og Ældre Sagen, som skal bidrage til at øge beskæftigelsen blandt de 60-70årige.
Læs også:
Middelfart Sparekasse kåret til Danmarks bedste arbejdsplads for seniorer
Læs artiklen her