En dugfrisk opgørelse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) viser, at kvinder udgør en stigende andel af de nyudnævnte ledere i finanssektoren.
Det er især kvinder mellem 25-34 år, der rykker ind på ledelsesgangene i landets penge- og realkreditinstitutter.
Fra november 2020-november 2022, hvor de seneste tal stammer fra, er andelen af kvinder blandt nyudnævnte ledere i den aldersgruppe vokset fra 32 til 43 procent.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Andel kvinder 25-34 år blandt nyudnævnte ledere
Andel kvinder 25-34 år blandt nyudnævnte ledere
”Udviklingen trækker mod mere kønsdiversitet i ledelserne. Det er vi selvsagt glade for, selvom vi gerne have set, at udviklingen løb hurtigere,” siger Nicole Offendal, adm. direktør i FA, og fortsætter:
”For mig er der er ingen tvivl om, at de mange tiltag, som en stor del af virksomhederne i sektoren har taget de seneste år, har medvirket til at øge andelen af kvindelige ledere.”
Andel stiger over hele linjen
Opgørelsen viser, at kvinder på tværs af aldersgrupper i penge- og realkreditinstitutter tegner sig for en stigende andel af de nyudnævnte ledere.
Artiklen fortsætter efter boksen
Stigende andel nyudnævnte kvindelige ledere
25-34 år: Steget fra 32 procent til 43 procent
35-44 år: Steget fra 32 procent til 40 procent
45-54 år: Steget fra 30 procent til 34 procent
55-64 år: Steget fra 22 procent til 35 procent
Tallene viser udviklingen i andel nyudnævnte ledere i penge- og realkredit fra november 2020 til november 2022. Kilde: Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Samlet set er andelen af kvinder blandt nyudnævnte ledere i penge- og realkreditinstitutterne steget fra 30 procent i 2020 til 38 procent i 2022.
”Det er rigtig vigtigt, at kvinder udgør en større og større andel af de nyudnævnte ledere, fordi det er de ledere, der kommer til at tegne penge- og realkredit i fremtiden. Men i den samlede statistik vil der gå længere tid, før udviklingen slår mærkbart igennem, især på direktionsniveau,” siger Nicole Offendal og fortsætter:
”Årsagen er, at der er ca. 4.430 ledere i penge- og realkredit. Derfor skal der relativt mange nye kvindelige ledere til, før forskydningerne slår igennem i statistikken.”
Holder skarpt øje med kønsfordelingen blandt nyudnævnte ledere
Af samme årsag har FA siden november 2020 monitoreret kønsfordelingen blandt nyudnævnte ledere.
”Det giver os indblik i, om udviklingen bevæger sig i den rigtige retning eller ej. Det er klart, at andelen af kvindelige ledere skal stige år for år, som vi oplever det nu. Ellers reproducerer vi bare det nuværende billede,” siger Nicole Offendal.
Samlet set for hele finanssektoren tegnede kvinder sig for 37 procent af de nyudnævnte ledere i november 2022 mod 31 procent i november 2020.
Sådan har vi gjort
Nyudnævnte ledere er defineret som ledere, der er blevet udnævnt indenfor de seneste 12 måneder. De 31 procent for november 2020 afspejler derfor andelen af kvinder, der er blevet udnævnt i perioden november 2019-november 2020, mens andelen for november 2022 (37 procent) er udtryk for andelen af nyudnævnte kvindelige ledere i perioden november 2021-november 2022. Tallene bygger på dataindberetninger til Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) fra ca. 140 virksomheder i finanssektoren.