Målt på afgang var den gennemsnitlige personaleomsætning i finanskoncerner og -virksomheder fra februar til maj 2014 3,0 pct., mens tilgangen var 2,6 pct. At andelen, der forlader et job i sektoren, er højere end andelen, der tiltræder et job i sektoren, har (på nær to kvartaler) været gældende siden perioden fra november 2008 til februar 2009. Netto betyder det, at medarbejdertallet i FA's medlemsvirksomheder (og finanssektoren generelt) fortsat falder.
Personaleomsætningen varierer lidt fra kvartal til kvartal og består af almindelige fratrædelser og opsigelser (på medarbejders eller virksomheds initiativ) i finans-koncernerne, men også af et ikke ubetydeligt antal fusioner, der foranlediger jobskifte for mange medarbejdere ad gangen.
Personaletilgangen skiftede niveau med krisen
På årsplan var den gennemsnitlig personaleomsætning fra maj 2013 til maj 2014 10,7 pct. i afgang og 8,9 pct. i tilgang.
Den gennemsnitlige årlige afgangsrate har ligget mellem 9,4 og 11,7 pct. i hele den periode, FA har opgjort personaleomsætningen. Derimod er tilgangen skiftet fra et niveau på 13-14 pct. før finanskrisens start i 2008 til under 10 pct. siden.