”Det er sjette år i træk, vi holder HR-Dagen. Det er samme udfordring, vi står overfor hvert år, nemlig hvordan vi skal skrue et program sammen, som favner så bredt, at alle får inspiration med hjem, men som samtidig ikke bliver så overfladisk, at ingen får ny viden,” sagde Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), da hun onsdag åbnede FA’s årlige HR-konference, HR-Dagen 2017.
”Det er en balancekunst. Men egentlig også ret nemt, fordi HR-arbejdet er meget bredt favnende, hvilket dagen i dag vil vise,” fortsatte Mariane Dissing sin indledning.
I alt deltog ca. 40 HR-chefer og -konsulenter fra forskellige dele af finanssektoren i konferencen, der fandt sted i Finanssektorens Hus i det indre København.
Traditionen tro spændte programmet over en bred vifte af emner. I år var der blandt andet fokus på den kommende persondataforordning, aktivitetsbaserede arbejdspladser og rekruttering, fastholdelse og afskedigelse af handicappede medarbejdere.
Efter Mariane Dissings indledende ord lagde Jakob Lundsager, kontorchef i Justitsministeriet, fra land med et oplæg om den kommende persondataforordning.
Jakob Lundsager understregede blandt andet i sit oplæg, at behandlingen af medarbejdernes oplysninger kan ske på grundlag af arbejdsretslige forpligtigelser i bred forstand. I den forbindelse fremhævede han, at en arbejdsretslig forpligtigelse både kan være en overenskomst og en individuel aftale.
Dernæst fulgte et spændende oplæg fra Marianne Bach, arbejdsmiljøchef i Nordea, om aktivitetsbaserede arbejdspladser og arbejdsmiljø, inden underdirektør i FA, Merete Preisler, gennemgik de nyeste og mest aktuelle domme på det ansættelsesretlige område.
Dagens sidste oplæg handlede om rekruttering, fastholdelse og afskedigelse af handicappede medarbejdere. Ditte Nørgaard, fuldmægtig i Styrelsen for Arbejdsmarked, og Kurt Nielsen, netværkschef i Dansk Handicap Forbund, stod for oplægget og kom blandt andet med en række gode råd til virksomhederne.
Efter frokost havde deltagerne mulighed for at deltage i tre sessioner omkring nogle af de emner, som formiddagens oplæg havde berørt.