Af: Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Forleden offentliggjorde regeringen med ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) i spidsen et nyt kodeks målrettet headhunterfirmaer.
Tanken er, at headhunterfirmaer ved at tilslutte sig kodekset forpligter sig til at gøre en ekstra indsats for større kønsdiversitet i topledelserne i danske virksomheder. Eksempelvis skal mindst 33 pct. af de kandidater, som headhunterne præsenterer for deres klinter, være kvinder.
Kodekset er ikke juridisk bindene, men til gengæld i høj grad moralsk forpligtende. Og det er den helt rigtige kurs. Vejen til større kønsdiversitet på toplederposter går nemlig ikke via kvoter og tvang, men er derimod brolagt med bundlinjefokus og sund fornuft.
Men på trods af at undersøgelse efter undersøgelse dokumenter de store gevinster ved kønsdiversitet i topledelser, og på trods af at danske kvinder er mere veluddannede end nogensinde, er der stadig langt mellem kvinderne på bestyrelses- og direktionsposter i det danske erhvervsliv.
Derfor er regeringens kodeks en fornuftig idé.
Og det selv om kodekset ikke umiddelbart bringer noget nyt frem under solen, når det kommer til finanssektoren. Flere finansvirksomheder har allerede i dag regler om, at begge køn skal være repræsenteret ved den sidste samtalerunde til en ledig stilling. Ligesom mange finansvirksomheder arbejder med forskellige ordninger og programmer, der skal fremme deres kvindelige talenter.
Det fornuftige i kodekset består i, at vi begynder at stille krav til vores samarbejdspartnere om, at også de tager ansvar for at skubbe udviklingen i den rigtige retning. Finansvirksomheder kan med alt rimelighed stille de samme krav til headhunterfirmaer, som de stiller til sig selv.
FA og Finansforbundet har nedsat en fælles arbejdsgruppe, der skal klarlægge barrierer og muligheder for kvinders vej til toplederposter i finanssektoren. På baggrund af arbejdet skal gruppen komme med en række anbefalinger på samfunds-, virksomheds- og individniveau til fremme af kvinder i topledelse. Arbejdet skal være færdigt senest 8. marts 2020.
Kilde: FinansWatch, 29. april 2019