Det er overordentligt positivt, at regeringen med sit vækstudspil ønsker at styrke den danske konkurrenceevne. De foreslåede midler er dog ikke tilstrækkelige, og ikke alle forslag synes lige gennemtænkte.
Uigennemtænkte initiativer om klausuler
Væksplanen indeholder 5 initiativer, som handler om ansættelsesklausuler. Regeringen mener, at klausulerne begrænser arbejdskraftens mobilitet. Der foreslås følgende ændringer:
- Alle lønmodtagere skal omfattes af regler om konkurrence- og kundeklausuler
- Klausuler må kun gælde i 12 måneder
- Jobklausuler forbydes
- Kompensationsreglerne for klausuler skal ændres, så de bliver dyrere, jo længere de varer
- Regeringen vil analysere udenlandske erfaringer med klausuler
Arbejdsmarkedets parter har ikke været hørt om disse initiativer, der forekommer uigennemtænkte, og som tilsyneladende ignorerer, at de gældende regler netop blev vedtaget som en balance mellem hensynet til medarbejdernes mobilitet og virksomhedernes investeringer.
FA gør opmærksom på, at det er vigtigt, at arbejdsmarkedets parter inddrages i forbindelse med ændringer af arbejdsmarkedslovgivningen.
Færre administrative byrder er en god ting
Det er positivt, at man vil lette virksomhederne for administrative byrder, men der er fortsat plads til yderligere initiativer.
Styrket international rekruttering
Regeringen relancerer i vækstpakken sit initiativ fra april. FA finder, at der overordnet set er tale om gode initiativer, som kan bidrage til en helt nødvendig tiltrækning og fastholdelse af kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Når forskerskatteordningen skal lempes, bør regeringen dog sikre, at barselsorlov ikke medfører, at den udenlandske forsker mister retten til den fordelagtige skatteordning.
VEU ser skævt - igen
Regeringen har indgået en trepartsaftale med LO og DA om udmøntningen af 1 mia. kr. til voksen- og efteruddannelse under Vækstplan DK, som indgår som en del af vækstpakken. Dermed har regeringen igen valgt at gå uden om flere af arbejdsmarkedets hovedorganisationer, og det kan ses på resultatet. Aftalen indebærer, at alene ufaglærte og faglærte tilgodeses, mens den del af arbejdsstyrken, der har en videregående uddannelse, forbigås. Men også denne del af arbejdsstyrken har brug for støtte til livslang læring. Ellers matcher de ikke kompetencebehovene, når virksomhederne udvikler sig. Det går i særlig grad ud over konkurrenceevnen, væksten og beskæftigelsen. Derfor nytter det ikke noget, at regeringen går forbi denne gruppe af ansatte igen og igen. Sidst skete det, da mulighederne for statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) blev fjernet fra alle med en uddannelse over erhvervsakademiniveau.
Øget kvalitet og relevans i de videregående uddannelser
Regeringen præsenterer i vækstpakken nogle elementer til en kommende reform af de videregående uddannelser, bl.a. øget brug af dimensionering af optaget, så det i højere grad matcher efterspørgslen på arbejdsmarkedet, et mere oplyst grundlag for de studiesøgendes valg af uddannelse samt en sanering i antallet af uddannelser. Det er grundlæggende gode tanker, men der mangler fortsat andre væsentlige elementer i reformen og en nærmere specificering af, hvordan dimensioneringen skal foretages.
Skatten skal ned
Vækstplan 2014 har ikke fokus på at øge incitatmentet til at arbejde. Dermed forpasser regeringen med vækstplanen en oplagt mulighed for at sænke skatten på arbejde og dermed øge incitamentet til at arbejde.
Som en del af finanseringen foreslår regeringen derimod, at "... tilvejebringe et merprovenu inden for skatteområdet, der udmøntes til lempelser i vækstpakken, som samlet set vurderes at være strukturforbedrende." FA mener, at det er et problem, at en del af finansieringen af vækstpakken sker via øget beskatning.