Tilkaldevagt i eget hjem kan være arbejdstid i arbejdstidsdirektivets forstand, hvis tilkaldevagten begrænser arbejdstagers for mulighed for at udøve personlige interesser.
Sagen handlede om en frivillig brandmand i den belgiske by Nivelles. Byens brandvæsen bestod af både frivillige og professionelle brandmænd. Frivillige brandmænd fik løn for faktisk udførelse af arbejde og modtog en årlig godtgørelse som kompensation for tilkaldevagter.
Brandvæsnet i Nivelles havde opstillet en booælsbetingelse for de frivillige brandmænd, når de havde tilkaldevagter. Brandmændene skulle ved tilkald kunne være på brandstationen inden for maksimalt otte minutter fra bopæl eller opholdssted.
Den frivillige brandmand krævede efter 28 års ansættelse, at han skulle have løn for tilkaldevagterne. Den belgiske ret besluttede at forelægge en række spørgsmål for EU-Domstolen, herunder om tilkaldevagterne var arbejdstid efter arbejdstidsdirektivet.
EU-Domstolen indledte bl.a. med at slå fast, at den frivillige brandmand på baggrund af sagens oplysninger var arbejdstager, fordi han mod vederlag og efter en anden persons anvisning udøvede reel og faktisk beskæftigelse.
Herefter skulle det vurderes, om tilkaldevagterne skulle anses for arbejdstid i arbejdstidsdirektivets forstand, eller om der var tale om hvileperiode.
EU-Domstolen har ved tidligere lejligheder slået fast, at begreberne ”arbejdstid” og ”hvileperiode” udelukker hinanden. Det er altså et "enten/eller".
Tilkaldevagt var arbejdstid
EU-Domstolen vurderede, at tilkaldevagterne under de konkrete omstændigheder var arbejdstid, fordi de kunne begrænse arbejdstagerens muligheder for at udøve sine personlige og sociale interesser.
EU-Domstolen slog også fast, at arbejdstidsdirektivet regulerer visse aspekter af tilrettelæggelsen af arbejdstiden, men ikke aflønning af arbejdstagere.
FA bemærker
Dommen viser, at arbejdsgivere skal være opmærksomme på, at tilkaldevagter i eget hjem, under visse omstændigheder, kan være arbejdstid. Det betyder, at vagtperioden i så fald ikke tæller med i beregningen af hviletid.. Det gælder også, selvom arbejdstageren ikke aktiveres under tilkaldevagten.
Dommen viser også, at vurderingen af, hvorvidt en tilkaldevagt er arbejdstid eller hvileperiode, beror på en konkret vurdering af forholdene omkring tilkaldevagten.
Afslutningsvis viser dommen, at det ikke automatisk har betydning for aflønningen, om tilkaldevagter efter arbejdstidsdirektivet er arbejdstid eller hvileperiode.