Regeringen har i denne uge lanceret et udspil om bedre vilkår for international rekruttering af højtkvalificeret arbejdskraft og et udspil om tiltrækning og fastholdelse af dygtige studerende fra udlandet. Det er overordnet set to gode udspil, som kan være med til at åbne Danmark op og se ud over landets grænser for kvalificeret arbejdskraft, når den danske arbejdsstyrke ikke er tilstrækkelig.
Mindre bureaukrati, højere tempo
Mange af de barrierer danske virksomheder støder på, når de vil rekruttere højtkvalificerede medarbejdere fra andre lande, skyldes bureaukrati og lange sagsbehandlingstider. Derfor bakker FA op om regeringens forslag om en fast track-ordning. Ordningen indebærer, at udlændinge kan påbegynde arbejdet i Danmark umiddelbart efter de har søgt om opholds- og arbejdstilladelse, og den giver mulighed for korte ophold til fx projektansættelser. Forenkling af regler og gebyrer samt flere internationale skolepladser og bedre vejledning på engelsk er også forslag, som FA hilser velkommen. Alt i alt vil disse tiltag kunne bidrage til at styrke danske virksomheders resultater og konkurrenceevne.
Straf ikke udlændinge på barsel
Det er også positivt, at regeringen lægger op til at lempe forskerskatteordningen, men det er ikke nok. FA opfordrer regeringen til at rette op på den formentlig utilsigtede effekt, som kravene om indkomstniveau har for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere. Hvis disse udlændinge går på barselorlov og derfor midlertidigt har en lavere indkomst, mister de retten til skatteordningen. Det rammer især børnefamilier, som virksomheder dermed kan have svært ved at tiltrække og fastholde.
Tidlig indsats vil bære frugt
FA er godt tilfreds med, at regeringens plan for tiltrækning og fastholdelse af dygtige studerende fra udlandet kan være med til at skabe et grundlag for, at talentfulde unge udlændinge får en positiv relation til Danmark og tager job her i landet efter endt uddannelse. Fx er forslaget om bedre vejledning om job- og karrieremuligheder en god ide sammen med muligheden for at arbejde i to år uden krav om indkomstniveau. Alt i alt vil det kunne bidrage til, at danske virksomheder kan trække på en større talentmasse, når de skal rekruttere nøglemedarbejdere.