Et bredt politisk flertal er blevet enige om en aftale om, hvordan der skal indføres øremærket barsel i Danmark.
Konkret indebærer aftalen, at mor og far som udgangspunkt får hver 24 ugers orlov efter barnets fødsel.
For lønmodtagere vil ni ud af de 24 orlovsuger være øremærket.
Derudover bliver solofædre ligestillet med solomødre i forhold til antallet af orlovsuger efter fødslen. Det vil sige, at begge kan holde op til 46 ugers orlov.
Aftalen indebærer også, at soloforældre får mulighed for at overdrage en del af deres orlov til et nærtstående familiemedlem, og at LGBT+-familier får mulighed for at fordele orloven mellem sociale forældre, som bl.a. kan inkludere en kendt donor.
I finanssektoren vil Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Finansforbundet og Forsikringsforbundet nedsætte arbejdsgrupper indenfor overenskomstområderne, der skal se på, hvordan de nye regler kan implementeres i overenskomsterne, når overenskomsterne skal genforhandles.
Arbejdsgrupperne forventes nedsat, når aftalen er fremsat som lovforslag i Folketinget, hvilket efter planen skal ske inden udgangen af 2021. De nærmere regler kendes derfor først, når lovforslaget er udarbejdet.
Aftalen om øremærket barsel udspringer af EU’s orlovsdirektiv, der blev vedtaget i januar 2019. Bag aftalen står regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.
Spørgsmål kan rettes til FA’s jurister på telefon 3391 4700 eller via mail: fa@fanet.dk