Beskæftigelsen i finanssektoren er fortsat faldende. Medarbejdertallet i FA’s medlemsvirksomheder er faldet med godt 14 procent fra 2008 til 2016. Faldet er størst i pengeinstitutterne, hvor ca. hver femte stilling er blevet nedlagt. Også i løbet af 2017 forventes en nedgang i beskæftigelsen. Modsat resten af sektoren er beskæftigelsen steget i it-virksomhederne.
Personaleomsætning
Personaleomsætningen i finanssektoren er stigende. For anden gang siden perioden november 2007-november 2008 er den årlige personaleomsætning over 10 procent, når der måles på tilgang. Afgangen er dog stadig højere end tilgangen.
Ledighed
Trods faldende beskæftigelse i sektoren er ledigheden for finansmedarbejdere fortsat lav. Ledigheden er henholdsvis 2,4 og 2,2 procent for medlemmer af Finansforbundet og Forsikringsforbundet februar 2017.
Uddannelsesniveau
Uddannelsesniveauet i sektoren er stadigt stigende. Medarbejdere med en erhvervsuddannelse som højeste fuldførte offentlige uddannelse udgør en mindre andel, mens medarbejdere med en videregående uddannelse fylder mere i det samlede billede.
Især mellem yngre og ældre medarbejdere er forskellen i uddannelsesniveau slående. Udviklingen afspejler, at det i dag typisk er en anden type medarbejdere end tidligere, som finansvirksomhederne rekrutterer.
Løn og arbejdsomkostninger
Ansatte i finanssektoren har i flere år haft en højere lønudvikling end resten af arbejdsmarkedet. Siden 2. kvartal 2015 har lønudviklingen været over to procent.