Beskæftigelsen
Beskæftigelsen i finanssektoren er fortsat faldende. Medarbejdertallet i FA’s medlemsvirksomheder er faldet med 12 procent fra 2008 til 2015. Faldet er størst i pengeinstitutterne. Også i løbet af 2016 forventes en nedgang i beskæftigelsen. Modsat resten af sektoren er beskæftigelsen steget i it-virksomhederne.
Læs undersøgelsen (LINK)
https://www.fanet.dk/artikel/ny-stor-undersoegelse-om-beskaeftigelsen-i-finanssektoren-2585
Personaleomsætning
Personaleomsætningen i finanssektoren er stigende. For første gang siden perioden november 2007 -november 2008 er den årlige personaleomsætning målt på tilgang til finanssektoren i perioden november 2014 - november 2015 over 10 procent. Afgangen er dog stadig højere end tilgangen.
Derudover var tilgangen fra august til november 2015 for tredje kvartal i træk over tre procent.
Ledighed
Trods faldende beskæftigelse i sektoren er ledigheden for finansmedarbejdere fortsat ret lav. Ledigheden er henholdsvis ca. 2,5 og 2,0 procent for medlemmer af Finansforbundet og Forsikringsforbundet.
Uddannelsesniveau
Uddannelsesniveauet i sektoren er stadigt stigende. Medarbejdere med en erhvervsuddannelse som højeste fuldførte uddannelse udgør en mindre og mindre andel, mens medarbejdere med en videregående uddannelse fylder mere og mere i det samlede billede.
Især mellem yngre og ældre medarbejdere er forskellen i uddannelsesniveau slående. Udviklingen afspejler, at det i dag typisk er en anden type medarbejdere end tidligere, som finansvirksomhederne rekrutterer.
Samlet set er både antallet og andelen af medarbejdere med en erhvervsuddannelse som, højest fuldførte uddannelse, nedadgående.
Læs mere om elevoptaget i sektoren.
Sygefravær
Sygefraværet i finanssektoren har været faldende gennem en årrække. I 2014 stagnerede det med et gennemsnitligt antal sygedage på 6,09. Niveauet er stort set det samme som i 2013.
Ud over sygefravær er fravær pga. børns sygdom, graviditet og barsel de største fraværsårsager.
Tallene dækker blandt andet over, at mænd i finanssektoren hører til blandt de mænd på det danske arbejdsmarked, der tager mest fædre- og forældreorlov.
Læs mere om mænds brug af orlov i sektoren.
Indbyggere pr. pengeinstitutmedarbejder
Nordisk Bankstatistik 2014 viste igen, at Danmark trods faldende beskæftigelse stadig er det land i Norden, der har flest bankmedarbejdere. Bortset fra Island er Danmark dermed det nordiske land, hvor hver pengeinstitutmedarbejder gennemsnitligt betjener færrest indbyggere.
Løn
Finansmedarbejdere er relativt højt lønnede. Det dokumenterer såvel it-medarbejderstatistikken baseret på en særkørsel fra Danmarks Statistik og en sammenligning af gennemsnitslønninger opdelt på uddannelsesniveau.
Særkørslen fra Danmarks Statistik for 2014 viser, at it-medarbejdere uden ledelsesansvar i finanssektoren tjener ca. 20 procent mere end it-medarbejdere i resten af den private sektor, og at det højere lønniveau gælder alle jobfunktionsgrupper.
En sammenligning af FA’s Strukturstatistik opdelt på uddannelsesniveau med Danmarks Statistiks tal for alle virksomheder og organisationer viser endvidere, at de gennemsnitlige lønninger i finanssektoren fortsat er højest for mange uddannelser, uanset om de er lange eller korte.