FA har i beretningsåret fortsat sit arbejde med at udvide og styrke foreningens kontaktnetværk i Bruxelles. Især har FA brugt året til at opbygge et fast netværk af brancheorganisationer og europæiske organisationer, hvor informationsudveksling er nøgleordet. Netværket medvirker til, at FA er på forkant med den europæiske udvikling.
Imidlertid har en konstant strøm af kriser påvirket EU det forgangne år. Mest markant har været migrationskrise og en folkevandring, der ikke er set lignende siden 2. verdenskrig. Men også terrorangrebet i Paris i november 2015 og i Bruxelles i marts 2016 har påvirket EU’s arbejde. Ligesom økonomiske udfordringer i Grækenland, problematikken i Ukraine, krisen med Rusland og lækkede Panama Papers har beskæftiget og optaget alle beslutningstagere i Bruxelles.
På grund af kriserne er en række arbejdsmarkedsinitiativer blevet væsentligt forsinket eller henlagt. Det gælder eksempelvis den såkaldte mobilitetspakke, der omhandler arbejdskraftens fri bevægelighed og de udfordringer, som ligger heri. Også Arbejdstidsdirektivet ”Work Life Balance” og et nyt direktiv om forældreorlov og barsel er blevet påvirket af kriserne.
På trods af udfordringerne har FA haft god kontakt til de tre EU-institutioner. FA har holdt en række møder med nøglemedarbejdere i EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd samt med relevante EU-parlamentarikere.
En lang række af kriser har påvirket arbejdet i EU i beretningsåret. Foto: Shutterstock
Persondataforordning
En ny persondataforordning, som har været fire år undervejs, blev godkendt og vedtaget i EU-Parlamentet 14. april 2016. Formålet med de nye regler om databeskyttelse er at skabe et højt og ensartet databeskyttelsesniveau i EU. Reglerne skal efter planen træde i kraft i andet kvartal af 2018 i medlemslandene.
Læs mere om persondataforordningen.
European Banking & Financial Services Training Association (EBTN)
EBTN’s formål er at skabe professionelle uddannelsesstandarder for den finansielle sektor i Europa. Efter overdragelsen af Akademiuddannelsen til Handelsskolerne opfylder FA ikke længere kriterierne for medlemskab. Derfor ophørte FA’s medlemskab af EBTN 1. marts 2016.