FA har i løbet af året udgivet en række analyser, der omhandler arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold.
FA’s trivselsundersøgelse
I maj 2020 blev FA’s trivselsundersøgelse offentliggjort. Undersøgelsen omhandlede bl.a. trivsel og produktivitet i forbindelse med hjemmearbejde under corona-krisen. Undersøgelsen var en del af tre forskellige undersøgelser, der samlet set belyste, hvordan corona-krisen har påvirket arbejdet i finanssektoren. De øvrige undersøgelser blev foretaget af Forsikringsforbundet og Finansforbundet. Resultaterne blev til historier i Finanswatch.
Øget anvendelse af hjemmearbejde kan øge velstanden markant
I august 2020 udgav FA en analyse, der viste, at øget hjemmearbejde reducerer transportbehovet og frigiver tid, som helt eller delvist kan omsættes til øget arbejdstid, hvilket øger velstanden og reducerer de samfundsmæssige omkostninger i form af mindre trængsel, luftforurening og CO2-udledning mv. Resultaterne blev til historier i Børsen og Finanswatch.
Fædres barsel
I august 2020 udgav FA en analyse om fædres barsel på det samlede arbejdsmarked, baseret på data fra Danmarks statistik. Analyse viser, at antallet af farens barselsdage er stigende med både farens og morens uddannelsesniveau. Antal dage stiger især, når moren og faren har en lang videregående uddannelse. Geografi påvirker også fædres barsel. I København holder fædre generelt længere barsel end fædre i de øvrige landsdele. I april 2021 viste nye tal fra Danmarks Statistik, at fædre ansat i finanssektoren holder længere barsel end andre fædre. For børn født i 2019, hvor de nyeste tal stammer fra, holdt nybagte finansfædre i gennemsnit 8,7 ugers barsel. Det er 43 procent mere end gennemsnittet på arbejdsmarked, som er 6,1 uger.
Ret til tidlig pension vil neutralisere velstandsstigninger fra tidligere reformer
I september 2020 udgav FA en analyse i forbindelse med forhandlingerne af ret til tidlig pension. Analysen viste bl.a., at alle beskæftigede i 2025, skal tage en ekstra arbejdsdag (fx droppe St. Bededag), hvis man skal neutralisere den negative velstandsvirkning fra ret til tidlig pension.
Lønniveau i finanssektoren
I september 2020 udgav FA en analyse om lønniveauer for medarbejdere opdelt på uddannelsesniveau, erfaring og kompleksitet i jobbet. Ikke overraskende viser analysen, at de 3 elementer påvirker lønniveau i opadgående retning. Analysen ser desuden nærmere på fordeling af månedsløn for kandidater færdiguddannede i 2019. Her er den hyppigste medianløn på 40.000-45.000 kr. inkl. pension.
FA-medlemsbarometer
I oktober 2020 udsendte FA for første gang sit kvartalsvise FA-medlemsbarometer, der styrker broen mellem medlemsvirksomhedernes udfordringer og FA’s interessevaretagelse på det arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske område. Barometeret består typisk af 8-12 spørgsmål, der er opdelt i faste og variable spørgsmål.
De faste spørgsmål har fokus på løbende at afdække medlemsvirksomhedernes rekrutterings- og kompetenceudfordringer, mens de variable spørgsmål har fokus på at afdække virksomhedernes behov i forhold til aktuelle politiske problemstillinger. I beretningsåret er FA-medlemsbarometer udkommet tre gange, som hver gang er blevet til 2-3 historier i bl.a. Børsen og FinansWatch.
Udvikling i kompleksitet i arbejdsfunktioner
I november 2020 udkom FA med en analyse af udvikling i kompetenceniveau i jobbet i perioden 2010-2019. Analysen viser, at der er sket et løft i kompetenceniveauet, hvilket bl.a. kan tillægges en stigning i behovet for compliance, digitalisering og analytikere. Samtidig har sektoren oplevet et fald i andel ansatte, som arbejder som rådgivere.
Korte ansættelser
I november 2020 udgav FA en analyse, som undersøger andelen af ansatte i finanssektoren, der er stoppet inden for et år. Analysen viser, at 38 % af de timelønnede og 14 % af de fastlønnede, der blev ansat i finanssektoren i 2018, fratrådte i løbet af det første år. Forsikringsområdet har den højeste afgang i finanssektoren, mens IT-virksomhederne har den laveste. Kvinder og mænds afgang fra sektoren er stort set ens. Det gælder både for fastlønnede og timelønnede. Analysen viser desuden en tendens til, at jo højere kompleksitet i jobfunktionen, jo mindre afgang er der det første år af ansættelsen.
Nyansattes profiler
I december 2020 udgav FA en analyse, der belyser, hvilke profiler medlemsvirksomhederne nyansætter. Den viste bl.a., at 61% af de nyansatte var under 40 år, at 12% af de nyansatte var helt nyuddannede, at 53% af nyansatte tidligere havde været ansat i finanssektoren, at 66% af de nyansatte havde en videregående uddannelse og at 55% af de nyansatte blev ansat i funktioner, der forudsætter viden på højeste niveau indenfor pågældende område.
Hjemmearbejde øger mobiliteten og kan øge væksten i yderområderne
I februar 2021 udgav FA en analyse, der viste, at mere hjemmearbejde gør, at de beskæftigede er villige til at øge afstanden til deres arbejdsplads. Dvs. enten tage et nyt arbejde længere væk eller flytte længere væk fra sit nuværende arbejde. Dermed kan den øgede mobilitet betyde en stigende beskæftigelse af personer med en videregående uddannelse i yderområderne. Resultaterne blev til historier i Avisen Danmark og en række regionale og lokale medier.
Uddannelsesniveauet i finanssektoren - nu og i fremtiden
I marts 2021 udgav FA en analyse, der bl.a. viste, at i 2025 forventes 65 pct. af de beskæftigede i finanssektoren at have en videregående uddannelse: Forventningerne om et stigende uddannelsesniveau frem mod 2025 betyder, at man i finanssektoren risikere at mangle op til 8.000 beskæftigede med en videregående uddannelse i 2025, hvoraf godt 4.000 skal have en lang videregående uddannelse. Resultaterne blev til historier i Børsen og Finanswatch.
Mere fokus på korrekt håndhygiejne kan øge velfærden og velstanden
I april 2021 udgave FA en analyse, der satte fokus på, at implementering af korrekt håndhygiejne på daginstitutions- og skoleområdet skønnes at reducere det børn sygdom med 25 pct. og egen sygdom (afledt effekt på personale og forældre) med knap 0,8 pct. I forhold til 2019. Det lavere sygefravær vil øge arbejdsudbuddet med ca. 1.700 fuldtidsstillinger. Resultaterne blev til historier i Berlingske.
Voxmeter
FA har flere gange i beretningsåret spurgt danskerne via Voxmeter om deres holdninger, forventninger og anvendelse af hjemmearbejde. Blandt andet viste undersøgelserne, at 45 pct. af de beskæftigede er villige til at øge afstanden til deres arbejdsplads, hvis de får en ekstra hjemmearbejdsdag om ugen og 59 pct. af de beskæftigede, der har mulighed for hjemmearbejde, forventer mindst én hjemmearbejdsdag om ugen efter genåbningen af Danmark. Resultaterne blev til historier i Avisen Danmark, Børsen og Finanswatch.