Trepartsaftale om prioriterede nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen
FA har spillet aktivt og konstruktivt ind i trepartsforhandlingerne om de prioriterede nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen frem mod 2030. Det er med aftalen lykkedes at få et forskningsbaseret og virksomhedsnært fokus på de nationale mål. Derudover betyder trepartsaftalen, at der kommer virksomhedsnære reduktionstal for finanssektoren.
Det betyder, at BFA Finans har forpligtet sig til at arbejde for en reduktion i andelen af medarbejdere, der oplever en belastning i det psykiske arbejdsmiljø på op mod 3 pct.
Den finansielle sektor oplever et generelt sundt og godt arbejdsmiljø – også på det psykiske område.
Ny vejledning om skærmarbejde
I beretningsåret er vejledningen om skærmarbejde blevet opdateret og moderniseret.
Ny vejledning om den årlige drøftelse om psykisk arbejdsmiljø
FA og Forsikringsforbundet har sammen udgivet en ny vejledning i, hvordan virksomheder kan arbejde med den årlige drøftelse om psykisk arbejdsmiljø. Materialet skal understøtte sektoraftalen på forsikringsområdet og det særlige ansvar, som parterne har for det psykiske arbejdsmiljø. Vejledningen blev lanceret ved et webinar i samarbejde med Forsikringsforbundet.
BFA Finans
Branchefællesskabet for Finans (BFA Finans) har udgivet materialer bl.a. med fokus på vold og trusler i den finansielle sektor. På grund af hjemmearbejde har flere medarbejdere og virksomheder oplevet, at de digitale trusler er steget. Det betyder, at mange medarbejdere har taget truslerne med på hjemmekontoret, og det giver en ny dimension i arbejdet med vold og trusler.
Derudover har FA sat fokus på nudging til bevægelse for at øge bevægelsen på kontorerne i den finansielle sektor.
Input til Erhvervsministeriet
FA har løbende givet input til Erhvervsministeriet i forbindelse med ministeriets retningslinjer for ansvarlig indretning af kontorarbejdspladser.
Corona og hjemmearbejde
FA har løbende vejledt og rådgivet om hjemmearbejde og de særlige regler, der knytter sig hertil. Derudover har FA lagt et særligt fokus på at få lempet reglerne om hjemmearbejde. FA har holdt flere møder med begge forbund og desuden været forbi Beskæftigelsesudvalget til et foretræde for at belyse de udfordringer, virksomhederne har oplevet i forbindelse med reglerne.
Pulje til lokale udviklingsmidler
FA og Forsikringsforbundet har udgivet en fælles vejledning i, hvordan de lokale udviklingsmidler kan komme ud og leve i virksomhederne. I den forbindelse har parterne holdt et webinar og sammen haft flere forskellige drøftelser med virksomhederne om, hvordan de og personaleforeninger bedst kan bruge midlerne.
Puljen blev til som en del af OK20-forliget.