Under beretningsåret er Ane Halsboe-Jørgensen (S) fortsat som uddannelses- og forskningsminister og Pernille Rosenkrantz-Theil (S) som børne- og undervisningsminister.
FA’s uddannelsespolitiske indsats i beretningsåret kan opdeles i fire hovedområder: Uddannelse ind i sektoren, kompetenceudvikling af medarbejdere, kompetencer om bæredygtighed og den overordnede politiske indsats.
Uddannelse ind i sektoren – fra elevniveau til Ph.d.-uddannelse
I beretningsåret har FA systematisk fortsat arbejdet med at sikre de bedst mulige uddannelsespolitiske rammevilkår for FAs medlemsvirksomheder, og at udbyderne imødekommer sektorens behov for nyuddannede kompetencer. Det er sket via bl.a. betjening af Fagligt Udvalg for Finanssektoren og Koordinationsgruppen for Videregående Finansielle Uddannelser samt repræsentation i forskellige råd og udvalg på uddannelsesområdet.
FA har i beretningsåret desuden kortlagt finanssektorens uddannelsesbehov frem mod 2025. Denne prognose viser, at sektoren alt andet lige får brug for ca. 8.000 flere nyansatte med en videregående uddannelse i 2025. Prognosen indgår nu i FAs dialog med uddannelsesinstitutionerne om sektorens behov for nyuddannede kompetencer. Ligesom FA løbende følger medlemsvirksomhedernes kompetencebehov i forbindelse med det kvartalsvise FA-medlemsbarometer.
For at styrke og understøtte rekrutteringen af IT-specialister på videregående niveau til finanssektoren har FA i adskillige år samarbejdet med IT-Universitetet i København (ITU). Desværre måtte den årlige IT-konference på ITU, Finance IT Day, aflyses i beretningsåret pga. COVID-19, mens bachelorprisopgavekonkurrencen blev gennemført med succes.
Kompetenceudvikling af medarbejdere i sektoren
Med henblik på at sikre medarbejdere med videregående uddannelser bedre muligheder for efter- og videreuddannelse på videregående niveau, har FA i beretningsåret i samarbejde med en række organisationer, uddannelsesinstitutioner og virksomheder på det vidensintensive område udviklet en række nye forslag til et bedre og bredere offentligt efter- og videreuddannelsessystem (VEU). Forslagene vil indgå i indspil til de kommende trepartsforhandlinger om VEU, som forventes gennemført i efteråret 2021, og til Kommissionen for andengenerationsreformer.
FA har desuden fortsat sin deltagelse i et flerårigt efteruddannelsesprojekt på DTU. Projektets formål er at tilbyde gratis, skræddersyede kompetenceudviklingsforløb inden for det digitale område til FA’s medlemsvirksomheder og deres medarbejdere.
FA har derudover arbejdet tæt sammen med Finanstilsynet, sektorens private uddannelsesinstitutioner og medlemsvirksomheder om at sikre den bedst mulige implementering af ny regulering af kompetencekrav til sektoren. Bl.a. i forhold til distribution af forsikringsprodukter (IDD) og kravene til prøveformer, som ikke kunne imødekommes på normal vis pga. covid-19 situationen og de mange hjemmearbejdende medarbejdere i sektoren.
Kompetencer om bæredygtighed
FA har i beretningsåret etableret en arbejdsgruppe bestående af udvalgte medlemsvirksomheder og en række uddannelsesinstitutioner med det formål at afklare og aftale nærmere, hvilken kompetenceudvikling inden for bæredygtighed, uddannelsesinstitutionerne tager sig af på såvel fuldtidsuddannelser som efter- og videreuddannelser rettet mod finanssektoren. Formålet er at klæde finanssektorens medarbejdere bedst muligt på til at imødekomme kundernes og reguleringens øgede krav til bæredygtig rådgivning i finanssektoren.
FA har desuden samarbejdet med Finanssektorens Uddannelsescenter om udvikling af et pilotuddannelsesforløb, som skal give rådgivere i pengeinstitutter mulighed for at tilegne sig grundlæggende kompetencer indenfor bæredygtighed.
Den overordnede politiske indsats
FA har i beretningsåret desuden fortsat fulgt tæt op på nye uddannelsespolitiske initiativer, som kunne få indflydelse på finanssektoren. Det gælder fx i forbindelse med trepartsforhandlingerne om anvendelsen af de overskydende AUB-midler. Her lykkedes det at undgå en forøgelse af merbidraget i den praktikpladsafhængige-AUB-ordning, en reduktion i AUB-satsen og en forøgelse af lønrefusionen, når eleverne er på skoleophold.