FA har i løbet af året udgivet en række analyser, der omhandler arbejdsmarkeds- og uddannelsesforhold.
Skills and competences in the Nordic financial sector
I august 2019 udgav FA i samarbejde med Finans Norge og Finans Finland en analyse om kompetencekravene i de nordiske lande. Analysen viser blandt andet, at de nordiske lande har meget til fælles. Fx er den teknologiske udvikling, regulering og kundernes adfærd stort set ens på tværs af landene, ligesom alle lande oplever et stigende krav til efter- og videreuddannelse blandt alle deres ansatte. Fælles er også, at alle tre lande har ’sociale kompetencer’ og ’tilpasningsevne’ i deres top fem over de vigtigste kompetencer.
Anvendelsen af højtuddannet arbejdskraft er i nogle brancher fordoblet på blot otte år
I oktober 2019 udgav FA en analyse, der blandt andet viste, at der i perioden 2010-2018 er sket et markant løft af uddannelsesniveauet blandt de beskæftigede. Analysen blev citeret i FinansWatch.
Finanssektorens kompetenceundersøgelse 2019
I november 2019 udgav FA analysen Finanssektorens Kompetenceundersøgelse 2019. Undersøgelsen viser blandt andet, at digitalisering og politisk regulering er de samfundsmæssige tendenser, der forventes at ville påvirke kompetencebehovene mest de kommende år, mens de ”bløde kompetencer” toppede listen over de vigtigste kompetencer. Resultaterne fra kompetenceundersøgelsen indgik også i den nordiske undersøgelse. Analysen blev citeret i FinansWatch og Jyllands-Posten.
Høj jobsikkerhed blandt færdiguddannede finansøkonomer
I januar 2020 udgav FA en analyse, der blandt andet viser, at mere end 9 ud af 10 af de finansøkonomer, der dimitteret i 2015, enten var i job eller under videreuddannelse senest 18 måneder efter endt uddannelse. Dermed er uddannelsen blandt de mest attraktive erhvervsakademiuddannelser. Analysen blev citeret i Børsen og FinansWatch.
Voxmeter
I marts 2020 spurgte Voxmeter på vegne af FA danskerne om blandt andet omfanget af hjemmearbejde og de største udfordringer ved hjemmearbejde i forbindelse med coronasituationen. Undersøgelsen viser bl.a., at blandt de personer, der arbejder hjemmefra, angiver 49 pct., at den største udfordring ved hjemmearbejde i forbindelse med corona-krisen er ”manglende samvær med kollegaerne”. Resultaterne blev til historier i Jyllands-Posten, Finans.dk og FinansWatch.
Medlemsundersøgelser
I marts og april har FA foretaget to undersøgelser om trivsel og hjemmearbejde i forhold til corona-krisen. Disse undersøgelser skaber stor viden om medlemsvirksomhedernes udfordringer og behov. Resultaterne blev omtalt i Børsen, Bloomberg News og FinansWatch.