FA har haft fokus på det politiske arbejde i beretningsåret og bl.a. holdt en lang række møder med nye ordførere, særlige rådgivere, politiske sekretariater og embedsværket.
Politisk har beretningsåret været præget af valg til Folketinget i juni 2019. Valget førte til dannelsen af en socialdemokratisk etpartiregering.
Finanslovsforhandlinger
Regeringens forslag til en ny finanslov for 2020 rummede flere udfordringer for finanssektoren, hvilket medførte et øget fokus fra FA’s side.
FA havde under finanslovsforhandlingerne for Finanslov 2020 særlig fokus på følgende problemstillinger:
- Undgå uddannelsesbesparelser på humaniora og samfundsvidenskab
- Undgå en skat på det rummelige arbejdsmarked
- En enklere og bedre rekruttering af specialiseret arbejdskraft.
Uddannelsesbesparelser
FA samarbejdede med en lang række andre organisationer, herunder Danske Universiteter, for at få regeringen til at droppe besparelserne og fastholde taxameterløftet. Det lykkedes. De humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser bliver ikke udsat for forringelser de næste tre år.
Forlængelse af den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode
Regeringen lagde i finansloven op til at finde næsten 500 mio. kr. ved at forlænge den arbejdsgiverbetalte sygedagpengeperiode fra 30 til 40 dage. Forslaget ville betyde en regning på ca. 20 mio. kr. for FA’s medlemsvirksomheder.
I FA’s optik var forslaget reelt en skat på det rummelige arbejdsmarked. FA’s analyser viste, at forslaget især ville ramme kvinder og personer over 55 år. FA brugte analyserne i dialogen med de politiske partier, og forslaget blev taget af bordet i den endelige finanslovsaftale.
Udenlandsk arbejdskraft
Under finanslovsforhandlingerne spillede FA ind med syv konkrete forslag til administrative lettelser i forbindelse med rekruttering af udenlandsk arbejdskraft.
Derudover var FA i dialog med beskæftigelsesministeren, udlændige- og integrationsministeren og forskellige ordførere om emnet.
Den endelige finanslov indeholdt dog kun ganske få forbedringer for virksomhedernes mulighed for at rekruttere højt kvalificeret arbejdskraft.
Tidlig pension og særskat på finanssektoren
Regeringen har længe barslet med et konkret udspil for tidlig tilbagetrækning for de nedslidte på arbejdsmarkedet. Coronakrisen har betydet, at selve udspillet formentlig først bliver præsenteret efter sommerferien.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har dog slået fast, at det fortsat er regeringens plan, at den nye tilbagetrækningsreform skal gælde fra den 1. januar 2021, og at finanssektoren skal bidrage til en stor del af finansieringen af ordningen ved at betale en særskat på 1,5 mia. kr.
FA har i beretningsåret stået på det grundlæggende synspunkt, at en kommende reform bør tage hensyn til fremtidens arbejdsmarked, og at den psykiske nedslidning bør vægtes lige så højt som den fysiske nedslidning, når der udvælges kriterier for anvendelse af ordningen. Derudover har FA peget på, at vi i Danmark bør tage et fælles samfundsansvar for de syge og nedslidte – og ikke tørre regningen af på én bestemt branche.