FA’s overenskomster med Finansforbundet og Forsikringsforbundet indeholder tre gruppeforsikringsaftaler for forskellige grupper af medarbejdere. Det er obligatorisk for virksomhederne at tilmelde de medarbejdere, der er omfattet af en af overenskomsterne med Finansforbundet eller Forsikringsforbundet, til en af disse forsikringer.
Derudover tilbyder FA en gruppelivsforsikring for ledende medarbejdere. Virksomhederne bestemmer selv, hvem der skal have denne forsikring tilbudt. Forsikringen kræver afgivelse af helbredsoplysninger og et bestemt lønniveau. Den dækker dødsfald og visse kritiske sygdomme hos medarbejderen samt dækning af medarbejderens ægtefælle. 4536 ledende medarbejdere er omfattet af forsikringen. FA udgiver sammen med Forenede Gruppeliv en detaljeret vejledning på både dansk og engelsk om denne forsikring. Den seneste vejledning kan ses på fanet.dk.
FA tilbyder endvidere en røveriforsikring, der dækker standardoverenskomstens aftale om erstatning ved arbejdsrelateret røveri, røveriforsøg, overfald o.l. I tilknytning til denne røveriforsikring kan tegnes en heltidsulykkesforsikring med to forskellige dækningssummer.
For ledende medarbejdere er der derudover mulighed for at tegne en heltidsulykkesforsikring for ægtefælle og børn under 18 år. Fra 1. januar 2020 overgik præmieopkrævningen på denne forsikring fra FA til Tryg Forsikring, som i forvejen behandler skader og udbetaler erstatninger.