Overenskomstfornyelse med Finansforbundet
I februar 2020 indgik FA en ny overenskomst med Finansforbundet. Forbundets medlemmer stemte ved en urafstemning JA til forliget. Derfor trådte overenskomsten i kraft 1. april 2020.
Hovedpunkterne i aftalen er:
- Aftalen er treårig og løber frem til 31. marts 2023.
- De aftalte lønstigninger er 6 procent i perioden. En del af de aftalte lønstigninger udmøntes som generel lønstigning til alle, mens resten øremærkes til lokal forhandling på den enkelte virksomhed.
- Standardoverenskomstens dækningsområde tydeliggøres, niveauet for individuel kontrakt sænkes til en årsløn på 840.000 kroner, og protokollat om individuel kontrakt forenkles.
- Ét nyt og forenklet lønsystem indføres i standardoverenskomsten:
- Systemet er uden anciennitetsstigninger, løntrin og rigide indplaceringsregler.
- Lønnen aftales mellem virksomhed og medarbejder.
- Et nyt og forenklet arbejdstidssystem indføres i standardoverenskomsten:
- Jobløn med selvstændig arbejdstilrettelæggelse kan aftales fra 45.000 kroner, og er udgangspunktet fra 53.000 kroner.
- Overarbejdshonorering og valgfrihed mellem over-/merarbejde og 6. ferieuge afskaffes, mens reglerne for merarbejde udbredes til alle, der ikke er på jobløn.
- Uddannelsesbidraget øges, og der nedsættes et fælles trivselsudvalg.
Læs mere om overenskomsten mellem FA og Finansforbundet
Overenskomstfornyelse med Forsikringsforbundet
I marts 2020 landede FA og Forsikringsforbundet en ny overenskomst, som forbundets medlemmer senere stemte hjem, og som derfor trådte i kraft 1. april 2020.
Hovedpunkterne i aftalen er:
- Aftalen er treårig og løber frem til 31. marts 2023.
- De aftalte lønstigninger er 6 procent i perioden.
- I overenskomstperioden er der aftalt øget lokal frihed til virksomheder og personaleforeninger til for en periode at aftale lønsystemer, der passer til de lokale behov.
- Der nedsættes en arbejdsgruppe, som i overenskomstperioden er forpligtet til at arbejde på modeller for et nyt lønsystem med en tilsvarende udvidelse af dækningsområdet.
- Der tilføres lokale udviklingsmidler på de enkelte virksomheder. Formålet er at styrke matchet mellem medarbejdernes kompetenceudvikling og den enkelte virksomheds behov.
- Aftalen indeholder et øget fokus på medarbejdernes trivsel og det psykiske arbejdsmiljø.
- Der indføres arbejdsgiverfinansieret tandforsikring. Modellen er identisk med den nuværende model på Finansforbundets område.
- Seniorfridage udskydes fra 50 år til 55 år.
- Ferietillægget forhøjes med 0,5 procent.
Læs mere om overenskomsten mellem FA og Forsikringsforbundet